Kvinden, der nu er sigtet for medvirken til drab, er fortsat indlagt på Rigshospitalet, hvor hun holdes i kunstig koma. Hun vil derfor blive fremstillet in absentia ved Retten i Roskilde lørdag.

Kvinden er af pakistansk oprindelse, men har bopæl i København. Det oplyser vicepolitikommissær Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi. Den dræbte, angiveligt en 26-årig amerikansk kvinde med afghansk baggrund, blev fundet indebrændt i den lejlighed, den nu drabssigtede kvinde sprang ud fra. Ifølge politiet var den dræbte forbrændt på 90 procent af kroppen, og det skønnes, at hun døde af sine forbrændinger.

Ove Pedersen oplyser, at to mænd er set stikke af fra gerningsstedet næsten samtidig med, at politiet modtog anmeldelsen om branden. Først løb de dog hen til den kvæstede 29-årige kvinde, som lå på jorden foran ejendommen. De forsøgte at slæbe hende væk, men uden held. Herefter løb mændene i retning mod Hundige Station, hvor de angiveligt også er blevet set på perronen. Ifølge politiet er begge mænd formentlig af udenlandsk herkomst.

Ved Retten i Roskilde lørdag vil en anklager bede dommeren om at varetægtsfængsle den kvæstede.