Mandag fik passagererne ombord på et United Airlines-fly noget af et chok, da en kvinde pludselig åbnede flyets nødudgang og sprang ud.

Det skriver CNN.

Flyet kom fra New Orleans og var netop landet i George Bush Intercontinental Airport i Houston, hvor det kørte mod gaten, da kvinden besluttede at hoppe ud.

Det fortæller en talskvinde for flyselskabet til CNN.

Flere af passagererne på flyet blev naturligvis forskrækkede, da kvinden åbnede døren.

»Jeg opdagede det først, da døren åbnede sig, og en kvinde tog et skridt ud af den,« fortæller Hampton Friedman, der var ombord på flyet, til CNN.

Han sad selv ved gangen og tog efterfølgende en kort video, hvor man kan se den åbne dør.

Kvinden fik ikke livstruende skader, men blev efterfølgende tilset af lægepersonale. Hun er ikke blevet sigtet for episoden.