Danskere, der slet ikke har ret til efterløn, får glæde af den skattefrihed, der oprindeligt skulle lokke efterlønnere til at opgive det tidlige otium.

Mere end en kvart million danskere har eller har haft mulighed for at gøre brug af en ganske lukrativ skattebonus.

Det drejer sig om de omkring 227.000 personer, der tidligere har indbetalt til deres efterløn, men som af den ene eller anden grund er stoppet igen uden at flytte pengene til deres pensionsordning.

De kan nu hæve deres indbetaling til efterlønnen uden at skulle betale en krone i skat - også selvom de egentlig ikke har ret til at gå på efterløn. Til sammenligning har de, der tidligere har valgt at få overflyttet deres indbetalinger til efterlønnen, betalt fuld skat, oplyser AK-Samvirke, som er brancheorganisation for 26 a-kasser.

- Man har lavet reglerne om den skattefrie udbetaling frem til oktober således, at den omfatter alle, der har penge stående - og ikke kun dem, der har efterlønsret, fortæller direktør i AK-Samvirke, Verner Sand Kirk.

Han understreger, at skattefriheden i forbindelse med udbetalingen af efterlønspengene oprindeligt var ment som en gulerod for de folk, der opgav deres efterlønsrettighed. Men nu præmierer man altså også de personer, der slet ikke er med i ordningen længere.

Fidusen er ganske lovlig, men i AK-Samvirke undrer man sig over, at hullet ikke er blevet lukket fra politisk hold.

- Jeg vil tro, at man slet ikke har diskuteret detaljerne. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen, der har gennemskuet det her, kan have ment det, siger Verner Sand Kirk.

AK-Samvirke anslår i en prognose, at omkring 107.000 af de ikke-efterlønsberettigede frem til 1. august i år havde valgt at høste den skattefri fidus - og Verner Sand Kirk forventer, at de resterende 120.000 vil have gjort det inden fristen udløber den 1. oktober.

Gør de det, vil skattefriheden for de ikke-efterlønsberettigede lavt sat ende med at have kostet mindst to milliarder kroner.