Han var jo frisk og fejlede ingenting.
Sådan lyder det fra Caja Celano, der var nabo til den nu afdøde Kurt Robert Jørgensen, hvis lig blev fundet onsdag formiddag i et naturområde i Vallensbæk.
»Jeg er dybt rystet, og jeg fik kuldegysninger, da jeg hørte det. Han var altid god for en snak, og han havde altid noget nyt at fortælle. Vi kom ikke sammen privat, men vi mødtes udenfor i vores haver,« fortæller hun og fortsætter:
»Han var jo frisk, og han fejlede ingenting. Han dyrkede motion og var tynd og slank. Han har aldrig drukket og røget, og derfor kommer det som et chok«.
Liget af 73-årige Kurt Robert Jørgensen havde tydelige stangemærker fra en vædder, der græssede i området, hvor han blevet fundet. Gisningerne går nu på, om vædderen slog den 73-årige mand ihjel.
Kurt Robert Jørgensen var i over et døgn – mellem tirsdag og i dag – efterlyst af politiet.
Han forlod sit hjem i Vallensbæk ved 10-tiden tirsdag formiddag for at gå en tur i den lokale Kongsholmsparken. Da han ikke var vendt hjem efter et par timer, blev hans kone så urolig for ham, at hun kontaktede politiet. Politihunde og helikopter ledte tirsdag efter ham i de grønne områder omkring Vallensbæk-søerne og Kongsholmsparken, indtil mørket faldt på.
Vædderen er nu aflivet
Tirsdag formiddag fandt en lokal borger liget af den 73-årige mand i et indhegnet, kommunalt naturområde. Et snarligt ligsyn vil fortælle, om det var en aggressiv, sort vædder, der tog livet af ham.
Kommunen ejer naturområdet, hvor vædderen gik, og de har derfor et overordnet ansvar for området. Først når de nærmere undersøgelser af Kurt Robert Jørgensen er foretaget, vil de forholde sig til, om de som ansvarlig for området, kunne have gjort noget anderledes. Det fortæller kommunaldirektør Jette Runchel fra Albertslund Kommune.
»Det er frygteligt tragisk, men vi kan ikke vurdere på nuværende tidspunkt, om vi kunne have gjort noget anderledes. Vi ved endnu ikke, om det var vædderen, der tog livet af den afdøde,« siger hun.
Vædderen var indhegnet, men offentligheden har på eget ansvar haft adgang til området. Om kommunen skulle have advaret tydeligere, er ikke en diskussion, Jette Runchel vil gå ind i på nuværende tidspunkt.
Kommunaldirektøren fortæller, at kommunen nu har aflivet vædderen. Men den beslutning skyldes ikke alene den tragiske historie.
»Vi har valgt at aflive vædderen på baggrund af det konkrete og henvendelser fra tidligere episoder, hvor vædderen har opført sig aggressiv og truende. Desuden har vi nu gjort området forbudt for offentligheden,« siger Jette Runchel.
Og at vædderen var særdeles aggressiv, kan Caja Celano snakke med om. Hun husker en episode, hvor vædderens temperament var ret tydelig.
»Min veninde havde en schæfervalp som gøede af vædderen ved indhegningen. Men pludselig forsøgte den at gå til angreb på hvalpen. Det var meget voldsomt,« fortæller hun.
Københavns Vestegns Politi forventer, at ligsynet og den mulige obduktion er overstået fredag.
Vædderen er aflivet
Albertslund Kommune har efter gårsdagens fund af liget af Kurt Robert Jørgensen valgt at aflive vædderen. Kommunaldirektør Jette Runchel fra Albertslund Kommune erkender, at dyret tidligere har vist sig at være farligt.
Hvorfor har I valgt at aflive vædderen?
»Vi har valgt at aflive vædderen på baggrund af det konkrete og henvendelser fra tidligere episoder, hvor vædderen har opført sig aggressivt og truende. Desuden har vi gjort området forbudt for offentligheden.«
Hvis ligsynet viser, at Kurt Robert Jørgensen døde af stangemærker fra vædderen, har I så ikke et ansvar?
»Det, der er sket, er frygtelig tragisk, men vi kan ikke vurdere på nuværende tidspunkt, om vi kunne have gjort noget anderledes. Vi ved endnu ikke, om det var vædderen, der tog livet af den døde.«
Men har et skilt, hvor der er står ’Adgang på eget ansvar – vær opmærksom på, at sort vædder kan stange!’ været advarsel nok?
»Det vil vi diskutere, når vi ved noget mere.«
