TYRKIET: Kurdiske separatister står bag bilbomben ved den tyrkiske grænse mod Syrien, der gik af mandag.Sådan lyder beskyldningerne fra en højtstående tyrkisk politiker, efter at mindst otte mistede livet i sprængningen, der fandt sted nær en politistation i den sydøstlige by Gaziantep, skriver Reuters.

- Uheldigvis mistede otte borgere livet, og næsten 60 folk bliver behandlet på adskillige hospitaler ifølge de første informationer, siger Erdal Ata, som er guvernør i byen.

TV-billeder har vist en søndersprængt bus og ødelagte omgivelser, som fortsat ryger, mens brandfolk forsøger at få kontrol med ilden. Ambulancer har hastet de sårede til hospitaler med forfærdede borgere som vidner.

Eksplosionen var ifølge politiet fjernstyret, og selv om ingen endnu har taget skylden for den, så bliver har det sydøstlige Tyrkiet ofte oplevet angreb af den karakter fra Kurdistans Arbejderparti (PKK), der af blandt andet Tyrkiet, USA og EU er udpeget som en terrororganisation.

- PKK prøver at provokere vores borgere ved at ramme den civile befolkning direkte. Vores borgere må holde hovederne kolde, har Omer Celik, viceformand i det styrende parti, AK, skrevet på sin Twitterprofil.

Den tyrkiske premierminister, Tayyip Erdogan, har forsøgt at begrænse borgerkrigsvirkningerne i Syrien til et minimum i Tyrkiet, men PKK sidder på grænseområderne, og i Ankara mener man, at militante PKKere får våben fra Bashar al-Assads syriske tropper.

Tyrkiet har for nylig åbnet et center i Gaziantep, der skal modtage international støtte til syriske flygtninge, og hele landet kæmper i øjeblikket med en tilstrømning af næsten 70.000 flygtninge fra det borgerkrigshærgede land.

Angrebet kommer bare to dage efter, Tyrkiet er begyndt at sende mad og anden humanitær hjælp ud til flygtningene på grænsen.