Venstre og konservative stod klar til at bære Annette Vilhelmsen ind som borgmester i Kerteminde ved kommunalvalget i 2009.

Men hun fik ikke nok stemmer til posten. Og da et dramatisk borgmesterkup ramte Kerteminde, tog den blå fløj magten.

Alligevel fik Annette Vilhelmsen reddet en post som udvalgsformand og posten som viceborgmester.

Natten til 18. november 2009 forhandlede SF og Socialdemokraterne formandsposterne til udvalgene i Kerteminde byråd på plads. De to partier sad efter dagens kommunalvalg med et flertal på 13 mod 12 medlemmer i byrådet.

Socialdemokraten Palle Hansborg-Sørensen beholdt borgmesterkæden og Annette Vilhelmsen sin post som formand for Børn- og Skoleudvalget. Hun skulle også være viceborgmester.

Det troede de i hvert fald et par dage, indtil bomben faldt på rådhuset.

Socialdemokraten Sonja Rasmussen kuppede Palle Hansborg-Sørensen, da hun forlod partiet for at blive borgmester med støtte fra Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Borgerlisten. 'Kuppet i Kerteminde' var i gang.

Forhandlingerne på valgnatten blev skrottet, og formandsposterne i kommunens udvalg var i spil igen.

I dag beskriver Palle Hansborg-Sørensen det som et 'højst ejendommeligt forløb'. Hans Luunbjerg kalder valget 'specielt og spændende'.

- Det var følelsesladet for dem, der på det ene tidspunkt havde magten i sin hule hånd for derefter at miste den, forklarer Hans Luunbjerg fra Venstre, der i dag er viceborgmester i Kerteminde.

Højrefløjen bankede på hos Annette vilhelmsen

De to røde partier var sat udenfor indflydelse, men blev alligevel tilbudt en formandspost hver for to udvalg. Socialdemokraterne takkede dog nej. De var sure på Sonja Rasmussen, husker Hans Luunbjerg.

I stedet bankede de nye magthavere i Kerteminde på døren hos SF, som blev tilbudt formandsposterne i Miljø- og Teknikudvalget og Arbejdsmarkedsudvalget. Annette Vilhelmsen takkede ja til den sidstnævnte post og beholdt den viceborgmesterpost, hun havde haft i udsigt.

- Når vi fik to formandsposter, tænkte vi, at det var to platforme at få SF-politik igennem. Men vi understregede også, at vi ikke stemte på Sonja Rasmussen som borgmester, og at det var vigtigt, at vi kunne samarbejde, siger Annette Vilhelmsen.

Borgerlige pegede på Annette

Inden valgdramaet var Annette Vilhelmsen spidskandidat for SF til borgmesterposten, og hun modtog overraskende støtte fra den anden politiske fløj i kommunen.

Venstre og konservative meldte nemlig ud, at de ville pege på hende.

- At pege på Annette Vilhelmsen er det eneste, som vi kan gøre. Ellers kører vi fire år mere med den røde linje, sagde Hans Luunbjerg dengang til Fyens Stiftstidende.

Selvom der var tale om valgtaktik, så de Annette Vilhelmsen som en bedre kandidat end Palle Hansborg-Sørensen, forklarer Hans Luunbjerg i dag.

- Det var for at sætte lus i skinpelsen. Den røde blok var foran, og så pegede vi på det mindste partis spidskandidat. Men jeg tror også, at hun ville have været mere kvalificeret end den borgmester, vi havde i forvejen på det tidspunkt. Hun er flittig og velargumenterende for hendes synspunkter, selvom de sjældent falder sammen med mine. Men vi kunne sagtens blive enige om flere ting, siger han.

Annette Vilhelmsen afviste da heller ikke flirten fra de borgerlige.

- Det er altid positivt, når nogen vil samarbejde med en. Det var dejligt, at de ville være med. Hans Luunbjerg forestillede sig, at de borgerlige kunne få fordelt magten lidt mere. Jeg sagde, at det var en mulighed Men jeg fremførte også, at det var SF's politik, jeg ville have igennem, siger hun.

Vilhelmsen: Det handler om politik, ikke følelser

- I kommunalpolitik er der mange kompromiser og løsninger, man skal blive enige om. Og der kan brede samarbejder være en stor fordel.

Derfor tager Annette Vilhelmsen også sine erfaringer fra 'kuppet i Kerteminde' med sig i formandskampen mod Astrid Krag.

- Man kan ikke kun kan lade sig styre af følelser. Det er ikke et personligt opgør. Jeg kunne aldrig drømme om at tænke noget skidt om mine politiske modstandere. Det handler om politik.