Med begge hænder skjult under lårene og knuget til vidneskrankens stol, vidnede vicekriminalinspektør Kjeld Agerskov Petersen fredag i Københavns Byret, om hvorledes han havde instrueret dusørjægerne Neil og Tutti til aktivt at deltage i anholdelsen af de to tiltalte kunsthælere CS og SN.

"Neil og Tutti skulle ikke foretage sig noget på egen hånd. De skulle kun gøre det, som jeg instruerede dem i. Men da de foretog sig noget, som jeg ikke vidste, var jeg ikke særlig begejstret," sagde en tydeligt utilpas Kjeld Agerskov Petersen.

Men vicekriminalinspektøren fra politiets Rejsehold fastholdt, at de to dusørjægere kun optrådte som meddelere.

Meddelere må nemlig gerne samarbejde med politiet via tip, men de må ikke aktivt tage del i opklaringen af en forbrydelse. Det må kun civile agenter, som skal være politifolk. De to dusørjægere driver et bordel.

"Det bekræfter vores antagelse om, at dusørjægerne handlede som civile agenter. Agerskov bekræftede i dag at, at de ikke alene handlede på egen hånd, men også efter klare instrukser fra polititet," siger advokat Manfred Petersen, der repræsenterer den 25-årige CN.

De to tiltaltes forsvarere har i retsforløbet stillets spørgsmålstegn ved flere af politiets dispositioner:

* Hvor er vidnerne? De to dusørjægere har politiet kun forsøgt at kontakte på deres arbejdsplads (et bordel i Store Kongensgade). Politiet har i følge anklager Bente Pedersen Lund ikke forsøgt at kontakte dem gennem deres advokat (som forhandlede sig frem til dusøren på knap 2 millioner kroner), eller kontaktet politiet i England, hvor de angiveligt opholder sig.

Et andet vidne, "Joham", hjalp også som meddelser. Han var efterlyst af flere politikredsebåde før, under og efter sagens start, men er nu forsvundet under jorden.

* Hvorfor løj politiet om deres kendskab til dusørjægernes identitet? Da forsvaret den 8. september 1999 bad den juridisk ansvarlige vicepolitimester i Helsingør Finn Mikkelsen om dokumentation på dusørjægernes identitet, svarede han, at polititet allerede havde udleveret alt de havde om dusørjagerne. Politiet kendte deres identitet en måned før, og skal udlevere sådanne oplysninger til forsvaret.

* Da politiet lånte 14 millioner af Nationalbanken og arrangerede et set-up på Hotel Skandic i Roskilde, optrådte en politiassistent som stråmand og civil agent. Når politiet optræder som agenter, skal der indhentes en dommerkendelse. Det fandt Kjeld Agerskov Petersen ikke nødvendigt.

Forsvarerne ville fredag også gerne høre Kjeld Agerskov Petersen om hvorfor han ikke undersøgte identiteten på de to dusørjægere, som er kendt som nogle "hårde drenge" i det københavnske undergrundsmiljø.

"Jeg har den erfaring, at hvis man vil vide noget om underverden, så går man ikke til sognepræsten," svarede han.

Han argumeterede også for, hvorfor han ikke mente at politiet i deres efterforsknigsmetoder, havde lokket SN og CS til at forøge eller forværre deres forbrydelse. Det er nemlig ikke lovligt.

"I denne situation er tyveriet og hæleriet af malerierne allerede begået. Derfor ville vores indsats ikke betyde, at der blev stjålet flere malerier. Og de tiltalte var jo allerede i gang med at hæle," sagde vicekriminalinspektør Kjeld Agerskov Petersen.

Han indrømmede dog, at han aldrig havde udspurgt de to dusørjægere, og hælerne var ved at trække sig fra handlen. Det har CN og SN forklaret.

CN og SN har siddet varetægtsfængslet i otte måneder indtil i går, og selv om de ikke skul blive dømt for hæleri, så kan de formentlig se frem til en straf.

De to tiltalte har under hele forløbet erkendt at de forsøgte at sælge maleriet, men de kræver frifindelse for hæleriet, fordi de mener at politiets metoder under opklaringen er ulovlige.

Der falder dom i sagen i midten af maj.