Kung fu-konen hyldes
Efter sit venstrehug mod en aktivist hyldes Rupert Murdochs 42-årige kone Wendi nu overalt.
Efter sit venstrehug mod en aktivist hyldes Rupert Murdochs 42-årige kone Wendi nu overalt.
Hurtigere end den engelske bobby-betjent. Hurtigere end vagten. Hurtigere end parlamentsmedlemmerne.
Rupert Murdochs kone Wendi Deng sørgede i tirsdags for, at hun ikke ryger i glemmebogen lige med det samme. Både Facebook-fangrupper, rosende omtale af bl.a. talkshow-værten Jon Stewart og tv-indslag over hele kloden er lige nu proppet med omtale af Deng.
Med en enkelt lynhandling mod en aktivist, der efter sin indtrængen i det britiske parlaments høringskomite forsøgte at klaske en barberskumskage i hovedet på Wendis mand, mediemogulen Rupert Murdoch, stoppede Wendi Deng på højst effektiv vis det platte attentatforsøg.
Den 42-årige kinesisk fødte amerikaner er til gengæld ikke en novice udi hurtige og veltimede aktioner.
Født i 1968 som det tredje ud af fire børn af kinesiske ingeniører voksede Wendi op i den kinesiske storby Jinan med et stærkt ønske om at rejse ud i verden.
Som 18-årig dukkede chancen op. I form af den amerikanske rigmand Jake Cherry og konen Joyce, der var rejst midlertidigt til Kina for at bygge en køleskabsfabrik.
Wendi rejste et år senere med dem tilbage til USA, hvor de sponsorerede et studentervisum, som hun gjorde brug af på universitetet i Northridge, California.
Der gik ikke mange måneder, før Wendi, der boede hos Cherry-familien, blev mistænkt for at have en affære med Jake af konen Joyce.
Jake blev smidt ud af hjemmet og flyttede i stedet sammen med Wendi, som han blev gift og fik to børn med.
Men ægteskabet gik hurtigt i stykker, da Wendi havde en affære med endnu en rigmand.
Efter at have gennemført sine studier med stor succes på både Northridge og det højt estimerede universitet Yale rejste Wendi Deng tilbage til Kina, hvor hun gjorde tv-karriere på en station i Hongkong.
Det var her, hun som 29-årig mødte Rupert Murdoch under et af hans besøg på tv-stationen.
Et år senere flyttede hun tilbage til USA, hvor hun hurtigt giftede sig med Murdoch, der tre uger forinden havde ladet sig skille fra sin tidligere kone Anna Maria.
Sammen har Wendi og 80-årige Rupert børnene Grace og Chloe på 10 og seks år.jkm@bt.dk