Dansk Supermarked, bag bl.a. Føtex og Bilka, forlanger, at kasseassistenterne skal presse folk for at slutte deres indkøb med at deltage i statens lyn-lotto.

Det sker med ordvalg som: »Skal du ikke også være med i lotto i denne uge. Puljen er særlig stor på xx kr.«

Det vækker vrede blandt de eksperter, der på statens vegne bruger tid og penge på at vænne folk fra ruinerende spillelyst.

Ment som en service
»Fra vores side er det ment som en service over for kunderne,« siger informationschef Poul Guldborg, Dansk Supermarked, som har følgende forklaring:

»Når puljen i lotto er særlig stor, er der også større interesse for at være med. Derfor gør vi kunderne opmærksom på den store pulje, når de betaler ved kassen. Derved bliver folk fri for at stå i kø endnu en gang ved kioskkassen, der traditionelt sælger lotto. Specielt op til lørdage kan lotto-køerne blive lange. For at gøre det lettere for kunderne beder vi kasse-personalet gøre opmærksom på lotto-spillet op til trækninger og ved uger med store puljer.«

Men er det ikke forkert direkte at presse folk med spilleopfordringer, når de bare er gået ud for at købe almindelige varer?

»Det synes vi ikke. Det er som sagt service.«

Informationschef i Dansk Tipstjeneste, Thomas Rørsig, oplyser, at forretningerne får en provision på otte pct. af lotto-kuponer. Det er et fast beløb, der ikke kan forhandles med enkelte forretninger eller butikskæder.

Men chefen for det danske Center for Ludomani, Michael Bay Jørsel, synes bestemt ikke om ideen.

Mundtlig salgsindsats
»Det er nyt for mig, at folk gennem en mundtlig salgsindsats bliver opfordret til at spille. Hvis det virkelig foregår, vil jeg kalde det mildest talt uheldigt, selv om det bliver kaldt folks eget ansvar, om de vil lade sig lokke. Folk føler sig let presset til at deltage, og det samtidig med at samfundet bruger 16 mio. om året på at modarbejde ludomani.

På vore afdelinger i København, Odense og Århus får vi hvert år 500 nye personer, der er ramt af ludomani. Hertil kommer 200 pårørende, vi tilbyder et kursus i at tackle partnerens økonomiske utroskab, der følger med ludomanien. Så det er forkert at lokke folk til mere spil,« siger Michael Bay Jørsel.

Lederen af ludomani-centret i København, Benedicte Ejlers, oplyser, at spilleautomater og Oddset er værst for ludomaner. Først derefter kommer de andre spil, bl.a. Lotto, der ikke giver gevinst på stedet, men ved en senere trækning.

Det er denne stigende spænding op til trækningen, Dansk Supermarked udnytter.

Benedicte Ejlers siger, at ekspedienter på posthuse også har opfordret hende til at spille lotto.

Ifølge Post Danmarks informationschef Ole Schmidt Pedersen er Post Danmark direkte imod at lokke folk til lotto-spil på sine to salgssteder Købmagergades Postkontor i København og postcentret på banegården i Odense.