Både på bt.dk og på B.T's Facebookside gløder debatten blandt læserne. Flertallet er stærkt utilfredse med betalingen for brug af toiletterne.
På Hovedbanegården møder B.T. torsdag også flere passagerer, der er stærkt fortørnede over, at man ikke længere kan komme gratis på toilettet. I stedet skal de tissetrængende stille sig i kø og trække en billet i en opstillet automat uden for selve toilettet. Her scanner de billetten ind, hvorefter der går to små skydedøre op. Herefter er der adgang til de luksuriøse forhold, hvor der er egen opsynsmand, helt rene toiletter og et stort puslerum.
LÆS OGSÅ:
En ældre herre skælder flere servicevagter ud, fordi han synes det for galt, at han skal betale fem kr. for at komme på toilettet.
- Jeg tisser der, siger den ældre ophidsede mand og peger mod et skilt lige foran toiletindgangen. Han er stærkt ophidset over, at han ikke kan komme gratis på toilettet.
- Hvor skal jeg tisse henne? Der er ingen (gratis) toiletter her, siger han og henviser til de mange spisesteder på Hovedbanegården, der ikke har et gratis alternativ.
Men det er ikke kun den ældre mand, der er utilfreds over de nye toiletforhold. B.T. taler med flere passagerer, der giver udtryk for, at fem kr. lige er i overkanten for, hvad man kan forlange af et toiletbesøg.
- Jeg bryder mig ikke om, at det skal koste fem. kr. Jeg synes, at alle der har købt en billet, skal kunne gå på toilettet (gratis). DSB er dyre nok i forvejen, siger 70-årige Vagn Kofoed-Jensen, der heller ikke mener, at det fremmer den kollektive trafik, at man ikke engang kan gå gratis på toilettet på et af landets mest travle trafikale knudepunkter.