Konservativ Ungdom i den konservative højborg Gentofte skifter hest i vadestedet. De har besluttet at støtte opkomlingen Mads Holger, i stedet for partiets officielle folketings-kandidat i Gentofte, Casper Strunge. De tror mere på kandidaten fra Hvidovre, Mads Holger, der tidligere har fået meget opmærksomhed både som radiovært på Radio 24Syv, men også for sin dekadente livsstil.

Det skriver Villabyerne/lokalavisen.dk.

»Vi har truffet det her valg ud fra, hvad vi opfatter som den stærkeste kandidat i vores storkreds. Vi skal ikke være den logrende hale på vælgerforeningen. Vi ved godt, det er kontroversielt, men vi anser det for nødvendigt,«, siger Japhet Eichel, sekretær i KU's bestyrelse til Villabyerne.

»Vi er trætte af status quo. Mads Holger har på meget kort tid etableret sig som et af de stærkeste navne i dansk politik, og han har på en meget klar måde italesat de oprindelige konservative værdier, som vores parti engang var kendt og respekteret for. Mads Holger er en kandidat, som vi vil lægge hjerteblod og frivillige kræfter for, når valgkampen begynder", siger han.

Bestyrelsen i Gentofte KU traf beslutningen med stemmerne 3-2 på et bestyrelsesmøde torsdag. Oprørerne i bestyrelsen angiver krisen i Det konservative Folkeparti som begrundelse for den ret dramatiske beslutning. Under »normale omstændigheder« ville Casper Strunge være en udmærket kandidat, siger de.

"Hvis vi stod til 10 procent i meningsmålingerne, så ville der ikke være noget problem. Men vi står til et resultat, der er endnu værre end seneste valg. Det er, fordi situationen er så alvorlig, som den er, at vi tager en så alvorlig beslutning. Vi vurderer ganske enkelt, at Mads Holger på grund af sin store gennemslagskraft, og fordi han signalerer noget nyt, har en større chance for at blive valgt,« lyder det fra Japhet Eichel.

De Konservative  står i det seneste gennemsnit af meningsmålinger på Berlingske Barometer til 4,3 pct. af stemmerne, hvilket er ringere end sidste valg i 2011, der var en katastrofe for de Konservative. Her fik de 4,9 pct., mistede 10 mandater og sad tilbage med 8.

Ca. 4,9 pct stod K også til i meningsmålingerne i august 2014, hvor Lars Barfoed blev presset til at gå af som partiets leder til fordel for den ukendte Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen, der skulle besidde bedre evner til at tiltrække vælgere. Men foreløbig har han altså også kun præsteret tilbagegang, og han riskerer ifølge meningsmålingerne slet ikke at blive valgt til Folketinget.