Kronprins Frederik lever ikke op til de forventninger, som idrætsmiljøet og idrætspolitikerne havde til ham, da han gik ind i den Olympiske Komite, IOC. Det skriver Politiken søndag.
OL-chartret - også kaldet den olympiske grundlov - samt de interne love i Danmarks Idræts-Forbund (DIF) foreskriver, at kronprinsen som IOC-medlem skal være medlem af DIFs bestyrelse. Men han har kun deltaget i to af 21 bestyrelsesmøder, siden han blev valgt som medlem af IOC.
Politiken har talt med flere kilder, der under sig over, at kronprinsen ikke deltager mere aktivt. En række medlemmer af DIFs bestyrelse roser ham for flittigt at stille op ved gallaarrangementer og præmieoverrækkelser, men flere havde forventet, at han også ville deltage mere på det organisatoriske plan.
- Vi har ikke den orientering om det olympiske, som vi havde tidligere, og det er da ærgerligt. Jeg så meget gerne, at han kom oftere - det skal jeg ikke lægge skjul på, siger kasserer og bestyrelsesmedlem Hans Christian Hansen fra DIF til Politiken
Formanden for DIFs aktivkomite, Victor Feddersen, er glad for at arbejde sammen med kronprins Frederik. Men han angiver samtidig, at han havde forventet en større arbejdsindsats.
Kongehuset og Dansk Idræts-Forbund understreger, at kronprins Frederik selv har valgt en observatørstatus fremfor at være medlem. Det har DIF bakket op om, selvom det er en omgåelse af de olympiske regler. Og det får flere eksperter til at kritisere ordningen.
Professor og OL-historiker Jørn Hansen fra Syddansk Universitet mener, at den strider mod den olympiske ånd.- Kronprinsen har pligt til at sidde i bestyrelsen. Her er der lavet en fortolkning, som ikke lever op til ånden i det olympiske charter. Man fortolker reglerne lemfældigt, siger Jørn Hansen.
Hverken kronprinsen eller IOC har ønsket at kommentere sagen over for Politiken.