De 1200 pladser i Det Kongelige Teater besættes med kronede hoveder, grever og baroner samt et bredt udsnit af repræsentanter fra det officielle Danmark ved startskuddet til festlighederne i anledning af dronning Margrethes 60 års fødselsdag i aften.

På nær kronprins Frederik, der er på ekspedition med Sirius-patruljen i det nordlige Gørnland og derfor ikke kan være med til at fejre sin mor, er hele den kongelige familie samlet med dronning Margrethe, prins Henrik og dronning Ingrid i spidsen. Fra Norden kommer hele den svenske og den norske kongefamilie, mens Finland og Island har sendt deres respektive præsidenter.

Fra Holland kommer dronning Beatrix, mens England er repræsenteret af prins Philip, og fra Luxembourg kommer storhertugen og storhertuginden.

De fleste af regeringens medlemmer med ægtefæller og ledsager er også på gæstelisten. De mange gæster vil blive budt på Bournonville-balleten "Kermessen i Brügge" i en særlig gallaudgave.

/ritzau/