Michael Krohn-Dehli kiggede lige op, lagde bolden med perfekt fart ud til holdkammeraten Fabian Orellana og så førte Celta Vigo 2-0 over Atletico Madrid.

Sådan endte kampen også, og det var således de forsvarende mestres første nederlag i La Liga efter fire sejre i træk - blandt andet den imponerende 4-0-gevinst over bysbørnene fra Real Madrid. Det var en vigtig sejr for Celta Vigo, der nu kan sige sig lidt fri af den store klump af hold, som kæmper for overlevelse i den bedste række.

De tre point sender Michael Krohn-Dehli og co. hele ni point over nedrykningsstregen til noget, der minder om ingenmandsland i Spanien. Helt det samme gælder ikke Diego Simeones drenge, for de skulle bruge tre point for stadig at være med i guldkampen. Nu er der seks point op til Barcelona og syv til Real Madrid.

Det ser altså svært ud for Atletico Madrid at kopiere sidste års guldsæson. De skal i stedet forsøge at holde Valencia og Sevilla under sig for at være sikre på direkte deltagelse i Champions League.