Sidst, han var på en fodboldbane, var i den ukrainske flække Lviv, hvor han forlod banen som målscorer mod Tyskland, men også som taber af kampen og derfor på vej hjem. I går stod Michael Krohn-Dehli igen på en fodboldbane, denne gang i Brøndby, hvor han havde første træningsdag efter sin ferie.

- Det var dejligt at røre græsset igen, selv om jeg må indrømme, at man efter den måde vi røg ud på havde brug for at komme væk og tænke på alt andet end fodbold, for det kan stadig ærgre mig, at vi ikke kunne holde 2-2 mod Portugal, siger Michael Krohn-Dehli.

- Det var en god slutrunde for os, og man kan også godt mærke, at folk på gaden er positive , når de møder én. Jeg har fået mange positive henvendelser, hvilket altid er dejligt, siger han.Spørgsmålet er så, om henvendelser fra interesserede klubber er ligeså positive. Krohn-Dehli var en af Danmarks bedste spillere ved EM, og med kontraktudløb om et år, er det nu, kantspilleren skal smede.

- Naturligvis er jeg ganske godt tilfreds med min egen slutrunde. Jeg fik vist, at jeg godt kan være med på det niveau, og det synes jeg godt, man kan være stolt over, siger han og fortsætter:

- Efter en god slutrunde, hvor man også føler, at man har bevist, at man kan være med, så er det da klart, at man vil prøve at se, om man kan komme et godt sted hen. Men jeg sidder ikke og venter på noget specielt, en speciel klub, siger Krohn-Dehli og understeger, at der ikke har været konkrete tilbud endnu.

- Jeg hører da, at der er lidt interesse hist og her, men der har ikke været noget konkret endnu, så det er lidt svært at forholde sig til. Jeg har stadig et år med BIF, og så længe jeg er her, giver jeg 100 procent for klubben, siger han.

Han har haft sin telefon slukket under sin ferie, men har da lagt mærke til, at eksempelvis Michael Laudrups Swansea har været nævnt som en bejler til hans gunst.

- Det (Premier League, red.) er da i hvert fald en stor liga og et spændende sted. Man ved jo også, at Laudrup er en træner, der gerne vil spille fodbold, så det ville da måske passe meget godt. Men det er altså svært at forholde sig til, for det er kun rygter, der er intet konkret om det, så derfor bruger jeg ikke tid på det, siger han.

- Jeg er ikke kræsen, men man skal jo ikke ende i det yderste af Rusland. Jeg har da ambitioner, jo højere og bedre en liga, man kan komme til at spille i, jo sjovere det også, siger han.

- Det er et langt vindue, og selv om jeg ikke ved det hundrede procent, så tror jeg ikke, der kommer til at ske noget lige foreløbigt. Jeg spiller i BIF, vi starter sæsonen 15. juli, og dér skal jeg være klar både fysisk og mentalt.