Der er behov for, at SF får slået fast, hvorvidt regeringssamarbejde vægter højere end SF-værdier. Det mener SFeren Peter Andersen fra Vejle, som har valgt at forsøge sig som kandidat til formandsposten i det kriseramte parti.

»Først og fremmest handler det om, hvilken kurs vi skal lægge i forhold til at skulle i regering igen,« forklarer han til Berlingske Nyhedsbureau om sit kandidatur.

»Sådan set er jeg ikke imod regeringsdeltagelse som sådan. Det skal bare ikke være for enhver pris. Pia Olsen Dyhrs udtalelse om, SF gerne skal i regeringen igen inden for fem-seks år, holder ikke vand. Jeg mener, vi er et andet sted i øjeblikket. Det er et af hovedpunkterne,« siger han.

Det er netop den debat, som han ønsker at skabe ved at melde sig som kandidat, hvilket han har annonceret på Facebook.

»Jeg mener, at vi mangler en vigtig debat i det her parti. Den debat mener jeg, at jeg kan være med til at rejse ved at stille op som formand. Som sådan er det ikke mit ønske at være formand, men jeg mener, at vi bedst kan tage den debat ved at stille op som formand, fordi det er det sted, hvor vi kan få lov at udtrykke os bedst og få vores holdninger klarest igennem,« siger Peter Andersen.

Den ukendte SFer er klar over, at det bliver en svær kamp mod eksministeren Pia Olsen Dyhr (SF), som ligeledes har offentliggjort sit kandidatur til formandsposten efter Annette Vilhelmsen (SF) tidligere på måneden valgte at gå af efter intern uro i partiet.

»Jeg kan bidrage med en kritisk røst, og jeg kan bidrage med forholdsvis skarpe holdninger. Og så er jeg ikke sværtet til i politik - jeg er helt uprøvet. Det er det, jeg kan tilbyde,« siger Peter Andersen.

Skal han være officiel kandidat, kræver det, at 100 partifæller indvilliger i at være hans stillere. Og først herefter kan han gå op mod Olsen Dyhr. Men chancerne for, at han står som formand til sidst, vurderer han dog ikke som store.

»Det er svært at vurdere, hvordan SF kan agere. Jeg tvivler på det, må jeg ærligt indrømme, men det er heller ikke min umiddelbare hensigt med at gøre det,« siger Peter Andersen.