Der er ikke plads nok til debat i SF, og der mangler retning i partiets politik.
Det fastslog en af partiets ’brokkerøve’, SF-formand Villy Søvndals eks på den private front, Pernille Frahm, endnu en gang i går.
Inden søvnen knap var gnedet ud af øjnene hos de flere end 400 delegerede, fastslog Pernille Frahm, at tingene sejler i regeringspartiet:
- SF er et skib i havsnød. Der er ikke en sikker kurs. Hvor er retningen? Hvor er vi på vej hen? spurgte hun og understregede, at det kræver en retning, når man skal føre et skib.
Og at retningen skal udstikkes sammen med folkene på dækket - medlemmerne.
- Alle er glade for, at det lykkedes at vælte regeringen, og alle er glade for, at vi skaffede os af med Dansk Folkeparti. Men der er noget, der forstyrrer festen, og spørgsmålet er, om det virkelig er rigtigt, at det kun er pressen og brokkerøve som jeg, der er skyld i det?
Er det sandheden? Er det virkelig derfor, at SF står til seks procent i meningsmålingerne, lød de retoriske spørgsmål. Da hun gik ned fra talerstolen var der pæne klapsalver fra salen. Men ekskæresten Villy Søvndal klappede ikke.
Søvndal læste avis
Og undervejs mens Pernille Frahm talte til forsamlingen, koncentrerede partiformanden sig da også om at læse avis og lignede én, som for en stund ønskede at lukke verden ude.
Som i forløbet op til landsmødet bakkede Leif Hermann, Amager, op om kritikken af SF-ledelsen. Han talte videre over billedet af SF som et skib i havsnød:
- Vi har brug for et politisk kompas, som vores politiske tillidsmænd kan navigere efter, om de så bliver vækket klokken fire om natten af journalister. Har vi så fået sådan et kompas? Ja - men det er svært at blive klar over, hvor nålen peger hen, sagde han.
Også tidligere MFer Kamal Qureshi sendte en giftig pil afsted mod partitoppen, som han mener har hevet SF for langt til højre.
- Situatioen i SF svarer til, at du har Titanic, der har ramt isbjerget.
Skibet er ved at synke, og kaptajnen står og råber, at det er passagerernes skyld, sagde Kamal Qureshi.