Dele af baglandet summer af raseri over SFs forlig med de borgerlige om skatten. Men Villy Søvndal kan slappe helt af, de er ikke stærke nok til for alvor at give ham problemer.
I samme sekund at regeringen, Venstre og de konservative fredag aften kunne bekendtgøre, at de havde indgået en skattereform, var det også startskuddet på en sand flodbølge af kritik. Fra venner og fjender – men også indenfor egne rækker.
Forrest i det kritiske kor fra baglandet har været folketingsmedlem Özlem Cekic, tidligere folketingskandidat og medlem af partiets landsledelse, Trine Pertou Mach og den vragede næstformandskandidat Meta Fulgsang. Alle har de været ude og kritisere, at partiet valgte at gå den borgerlige vej. Enkelte røster i baglandet har endog krævet, at SF træder helt ud af regeringen og endnu andre, at formand Villy går af.
Så galt går det dog næppe. Det vurderer to SF-kendere, BT har talt med.
- Det tror jeg ikke på, vil ske. Hvem skulle stille sig i spidsen for det? Jeg kan ikke se det, siger Hans Mortensen, der udover at være politisk journalist på Weekendavisen også er forfatter til flere roste bøger om dansk politik - blandt andet ”Den røde tråd”, der beskriver SF og partiets vej til regeringskontorerne. Han peger dog på, at der er en reel frustration i baglandet over forliget.
- Der er ingen tvivl om, at man bredt i SF havde håbet på et rødt forlig. Derfor kom forliget med de borgerlige som et chok og en kæmpe skuffelse. Især for dem, der i forvejen er skuffede over linjen, siger ham.
Elisabet Svane, der er politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, er enig i, at den interne skuffelse i partiet ikke umiddelbart betyder det store for formand Villy og den øvrige ledelse.
- SF har intet problem med at leve med uenighed. De har altid været uenige i det parti. Og med hensyn til dem, der nu er på banen med kritik, så skal man huske på, hvem det er. Det er folk man i forvejen godt vidste var kritiske. Vi mangler at se nogle andre, der er kritiske. Ledelsen har først grund til at være bekymret, hvis en Holger K. Nielsen eller en af hans kaliber, udtalte kritik. Sker det, så har de for alvor problemer, siger hun.