Kritik: Regeringen har forputtet opgør med EU-forbehold
Regeringen havde lovet at få sat en streg over de forbehold, som danskerne har til EU, sådan at Danmark kan integreres endnu bedre i den fælles union. Men det er ikke sket, og det møder kritik.
Regeringen havde lovet at få sat en streg over de forbehold, som danskerne har til EU, sådan at Danmark kan integreres endnu bedre i den fælles union. Men det er ikke sket, og det møder kritik.
EU-formandskabet skulle aflive forbeholdene, men nu tyder meget på, at det modsatte er sket, og at Danmark risikerer at ende i en situation, hvor EU-samarbejdet integreres endnu mere, uden at Danmark er med. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det får blandt andre tidligere generalsekretær for Ministerrådet i EU, ambassadør Niels Ersbøll til at kritisere regeringen for at gemme sig.
- Hvorfor tør man ikke sige til danskerne, at vi snart befinder os i en situation, hvor Danmark skal vælge. Hvis regeringen oprigtigt mener, at Danmark skal af med undtagelserne, så har den forspildt en lejlighed til at fortælle, at fremover kommer vi ikke bare til at sidde på sidelinjen, men efter alt at dømme vil vi få endnu mindre indflydelse, siger han med henvisning til, at euro-landene anført af Tyskland er langt fremme med debatten om en ny EU-traktat.
Kort før Danmark overtog formandskabet ved årsskiftet, sagde europaminister Nicolai Wammen (S), at »det vil stå klart for danskerne, at der er ting, som vi ikke kan deltage i. Det vil jeg bruge til at overbevise danskerne om, at vi skal ophæve forsvarsforbeholdet og retsforbeholdet«.
Men den oplevelse har hverken oppositionen eller centrale aktører haft.
- Jeg oplever ikke, at det har haft nogen stor plads i debatten i det halve år, siger Karsten Dybvad, adm. direktør for Dansk Industri, til Jyllands-Posten.
BNB