Konverter til kristendommen, og bliv tildelt asyl. Det kan ifølge Politiken blive virkelighed for asylansøgere i Danmark, efter at Flygtningenævnet - i kølvandet på kritik fra FN - har lavet en kovending og genoptaget to afviste asylsager, som ifølge eksperter kan få principiel betydning, hvis nævnets afgørelse omstødes.

Sagerne omhandler to afghanere, der begge er konverteret fra islam til kristendom og er blevet døbt, mens de har været i Danmark. I maj fik de afslag på asyl, selv om de hævder at risikere religiøs forfølgelse i Afghanistan, hvor frafaldne muslimer arresteres og risikerer dødsstraf.Flygtningenævnet har indtil nu afvist, at de to afghanere kan opnå asyl. Nævnet fremhæver blandt andet, at de to mænd kan skjule deres nye tro i Afghanistan og derfor ikke risikerer forfølgelse. Men afgørelsen fik FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, til at rejse kritik, hvorefter nævnet udsatte hjemsendelserne.

- Det er glædeligt, for en sag genoptages utvivlsomt kun, hvis der er væsentlige nye oplysninger, som peger i en anden retning end den første afgørelse, siger udlændingeadvokat Marianne Vølund, der fører sagen for den ene afghaner.

Omstøder nævnet afgørelsen i de genoptagne sager, vil det få principiel betydning for asylansøgere, der i Danmark konverterer til kristendommen, vurderer lektor i udlændingeret ved Syddansk Universitet Peter Starup.

For dermed åbnes der for, at asylsager af samme karakter kan vurderes anderledes end hidtil, mener adjunkt i flygtningeret ved Aalborg Universitet Jesper Lindholm, der tidligere har arbejdet for UNHCR og har skrevet ph.d. om flygtningebeskyttelse i Danmark.

- Det vil danne præcedens, for så vil der ligge en afgørelse på området, man kan læne sig op ad. Der vil altså være en mulighed for, at lignende sager vil kunne blive omgjort, siger han til Politiken og understreger, at Flygtningenævnet dog stadig vil søge at afgøre sagerne individuelt, så elementer som ansøgerens troværdighed også indgår i bedømmelsen.Justitsminister Morten Bødskov (S) ønsker ikke at kommentere sagen.BNB