»Kristian, nu er det din tur«
Der bliver ikke rokket så meget som en tomme ved Dansk Folkepartis politik, selv om »talknuser« og »kronprins« Kristian Thulesen Dahl indtager tronen som ny formand for partiet.
Der bliver ikke rokket så meget som en tomme ved Dansk Folkepartis politik, selv om »talknuser« og »kronprins« Kristian Thulesen Dahl indtager tronen som ny formand for partiet.
Det dryppede lidt fra himlen, og en faretruende grå sky var lige ved at ødelægge hele scenen, da Dansk Folkepartis leder gennem 17 år, Pia Kjærsgaard, onsdag skulle give formands-stafetten videre.
Men da Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl satte sig til rette bag bordet med blomsterdekorationerne og den kongeblå dug, som havde fået rigeligt med tape, så den kunne klare sig mod vinden, brød solen alligevel frem, og Pia Kjærsgaard kunne give roret videre.
- Det har altid været min agt, at når tiden var inde, så ville jeg sige til Kristian, at »nu er det din tur«, og det er det nu, sagde Pia Kjærsgaard.
Men på trods af skiftet på formandsposten, bliver der ikke rokket ved politikken. Det blev flere gange understreget ved pressemødet og af flere folketingsmedlemmer efterfølgende.
- Det, der er vigtigt at understrege i dag, er, at den politiske linje er fuldstændig uanfægtet, og at Pia bliver i dansk politik, lød det fra Kristian Thulesen Dahl, der var varsom med at sætte ord på, hvordan han vil være som partiformand.
- Det vil vi komme tilbage til. Jeg tror, at det er vigtigt, at der er en meget klar DF-profil, at danskerne ved - selv hvis de vågner midt om natten - hvad vi står for, samtidig med at vi samarbejder med de borgerlige om at lave et klart alternativ til Thornings regering. De to ting bliver min opgave, sagde Kristian Thulesen Dahl til de fremmødte journalister, hvoraf flere var blevet hasteindkaldt til Silkeborg, hvor partiet holdt sommergruppemøde, da nyheden om Pia Kjærsgaards blev offentliggjort af Berlingske sent tirsdag aften.
Kristian Thulesen Dahl pegede dog på, at han måske ville få lettere ved at trænge igennem med budskabet om, at Dansk Folkeparti er meget mere end udlændingepolitik.
- Jeg har normalt beskæftiget mig meget med for eksempel økonomi, men man vil også høre meget fra mig, når det handler om udlændingepolitik, fordi det er så vigtigt et område for Dansk Folkeparti, sagde Kristian Thulesen Dahl, der af fjender er blevet beskyldt for at være en talknuser, der ikke er folkelig i samme grad som Pia Kjærsgaard.
Men netop Thulesen Dahls økonomiske næse bliver set som en fordel af EU-parlamentariker Morten Messerschmidt, der kaldte Kristian Thulesen Dahl for den helt rette arvtager.
- Kristian er utrolig dygtig. I en tid med økonomisk krise er det en styrke for et parti som Dansk Folkeparti at have en talknuser på formandsposten, lød det fra Morten Messerschmidt.
Også partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, havde svært ved at se det negative i, at Kristian Thulesen Dahl skulle være en talknuser.
- Som om det var negativt. Jeg synes, det er meget positivt. Jeg kan ikke engang finde ud af min selvangivelse, lød det fra Espersen.
Ifølge politisk kommentator Rasmus Jønsson vil det kommende formandsskifte først og fremmest kunne ses i forhold til partiets kommunikationen.
- Pia Kjærsgaard er kendt for at være en følelsespolitiker. Hun er Danmarksmester i at kommunikere følelser, og der kan man sige, at Kristian Thulesen Dahl har gået i en lidt anden skole. Han har haft en mere akademisk tilgang til det, så allerede i kommunikationen vil der komme et stort skifte. Det vil være mere med fornuft og hoved, der vil blive kommunikeret fra DF, og mindre til nerve og følelser, siger han.
Pia Kjærsgaard går formelt af i forbindelse med partiets årsmøde i september, hvor Kristian Thulesen Dahl samtidig skal vælges.