"Det er helt vildt", jublede Kristian Kolby, der ved siden af Le Mans-projektet skal køre for DAMS' team i formel 3000 (klassen lige under formel 1, red.).
"Først på ugen så det ud til at alle mine Le Mans-drømme var gået i vasken fordi en af DAMS sponsorer var sprunget fra - og i dag står jeg så ved siden af den bil jeg skal køre i 24-timers løbet".
Cadillac-fabrikken går i år comeback i Le Mans efter en pause på præcis 50 år.
To biler indsættes direkte fra fabrikken i USA og to biler indsættes af koncernens europæiske samarbejdspartner, det franske DAMS-team.
Kristian Kolby, der skal dele "sin" Cadillac med Belgiens Marc Goossens og Frankrigs Christophe Tinseau, bliver med sine kun 21 år en af de yngste kørere i Le Mans 2000.
Med den unge danskers Cadillac-kontrakt er Danmark repræsenteret i alle de fabriks-teams, der deltager i løbet. 1997-vinderen Tom Kristensen skal i år køre for Audi, mens Jan Magnussen fortsætter hos Panoz.
Hertil kommer 1990-vinderen John Nielsen og Thorkild Thyrring, der stiller op for det private, hel-danske "Racing for Denmark/Den Blå Avis".