24-årige Kristi Kafcaloudis fra Melbourne, Australien, mistede livet, da hun den 5. september faldt 350 meter ned ved den norske turistmagnet Trolltunga, der er en udkigspost i de norske fjelde. Nu bliver hun mindet af sine nærmeste.

Hun var rejst til Norge for at læse musik og kultur-studier på universitetet i Bergen. Hun nåede ikke langt med studierne, for sidste lørdag mistede hun livet i et dramatisk fald.

Sammen med to andre venner vandrede hun til bjergformationen ved søen Ringedalsvatnet, øst for Bergen. Kristi Kafcaloudis trådte forkert, da hun på sin vej hen til sine to venner i en fart forsøgte at passere andre turister og faldt 350 meter ned.

Nu bliver den 24-årige australske kvinde mindet i stor stil på sociale medier, hvor både hendes familie og venner beskriver hende med rørende vendinger. Det skriver The Daily Mail.

Kristi Kafcaloudis' tante fortæller, at familien har mistet en helt speciel pige i sidste uge.

'De mest smertefulde farvel er dem, som aldrig bliver sagt. Vi har mistet en meget speciel pige. Du vil blive meget savnet, kærlighed fra tante Ang. X', skriver tanten på Facebook.

Andre nære venner siger tak for de stunder, de har delt med den 24-årige kvinde.

'Kristi var en af de mest fantastiske venner og en af de mest inspirerende personer. Jeg er så heldig, at jeg har delt så mange fantastiske stunder med hende. Der er ingen ord for, hvor ked jeg er over at have mistet hende så tidligt,' skriver en anden.

Kristi Kafcaloudis' mor har i en pressemeddelelse udtalt, at datteren ikke fik overbalance, da hun skulle tage en selfie, som det ellers først forlød i pressen.

»Der var mange mennesker på bjerget den weekend, hvor Kristi mistede livet. Kristi forsøgte at gå tilbage til sine to venner, som var gået i forvejen. Hun tog altså ikke en selfie,« fortæller moren Milli Kafcaloudis, der konstaterer, at familien har mistet en smuk sjæl i deres liv.

En norsk turistguide i området, Thomas Ruud, har forklaret, at der måtte ske en ulykke før eller siden ved turistmålet. Udenlandske turister, der ikke kender det farlige område, er nemlig blevet mere og mere vilde, fortæller han.

»De sidste par år er folk begyndt at bringe telte med op på toppen, fordi de vil se solopgang og solnedgang. Andre drikker sig fulde deroppe og går helt ud på kanten,« siger Thomas Ruud.