En hovedpine kostede blindtarmen og et myggestik blev behandlet med binyrebarkhormon. Det lyder som en dårlig joke, men for tusindvis af turister bliver mareridtet hvert år til virkelighed, når de tager afsted på ferie og stifter bekendtskab med de lokale læger.

Behandlingerne koster tusindvis af kroner, som den offentlige sygesikring, rejsebureauet eller i værste fald turisten selv må punge ud med. Værst er det dog, at overbehandlingen kan give langvarige bivirkninger som f.eks. at vi bliver immune overfor antibiotika.

Det bekymrer formand for de praktiserende læger Henrik Dibbern, der udemærket kender til overbehandlingen på de populære feriesteder.

- Jeg har selv oplevet i min praksis, at folk kommer hjem og fortæller, hvordan de er blevet behandlet i udlandet, hvor der har været alt for mange undersøgelser og omfattende behandling for en relativ ukompliceret sygdom, siger han.

Hvert år går SOS International på vegne af den offentlige sygesikring ind og vurderer 660.000 sager for, hvor vidt der er belæg for de store udgifter, som de udenlandske læger har taget betaling for. Ialt 250 millioner kroner lykkedes det dem sidste år at skære af de oprindelige udgifter, efter de gik i dialog med de opfindsomme læger, der f.eks. tager betaling for unødvendige blodtryksmålinger eller speciallæger, der på intet tidspunkt har været til stede under behandlingen.

I år kan danske turister se frem til en endnu hårdere kurs fra lægerne i de pressede sydeuropæiske lande, hvor finanskrisen øger opfindsomheden for at tjene en ekstra skilling, ifølge Søren Hedegaard fra SOS International:

- Vi har set græske læger, der tager deres lægetaske under armen og går rundt på hotellerne, hvor de tager en tur rundt om poolen og finder den første og bedste mand over 50, som de fortæller, at han ser lidt bleg ud, og så giver de ham lige en lille indsprøjtning. Hvis man er heldig, er det saltvand, som de tager 50 euro for, og er man uheldig, så er det noget andet snask, siger han. 

Tricket er kendt flere steder i Europa og ikke mindst Bulgarien, hvor SOS International sidste år måtte sætte hårdt ind for at stoppe overbehandlingen. Men også uden for Europas grænser oplever rejseforsikringsselskaberne problemet. Særligt Tyrkiet og Egypten har haft flere af den slags tilfælde, beretter Mark Bartram fra Europæiske.

- Vi har oplevet, at der står læger og sygeplejersker klar, når turisterne ankommer til Tyrkiet, som siger til turisterne, at de ser blege ud, og de skal have taget deres blodtryk, og før de ved af det er de i behandling med binyrebarkhormon. Her skal de ringe til os først. Brug den sunde fornuft og forhold dig kritisk til lægernes behandling. Man skal ikke føle sig presset til at blive behandlet af de her læger, siger han.

Det er især de berømte turistmaver, der sender folk til lægen på ferien. Omkring hver femte sag, som forsikringsselskabet Gouda sidder med drejer sig om disse.

- Hospitalerne i de her områder ser turistmaver som en pengemaskine. Lægen henviser ofte patienterne til et bestemt hospital og får kommission for det. Hospitalerne sørger så for, at de lige får drop og bliver liggende i flere dage, så de kan køre omkostningerne lidt op, siger Karin Tranberg fra Gouda Rejseforsikring.

Formand for de praktiserende læger anbefaler derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man søger lægehjælp på ferien.

- Vrider man f.eks. om på foden, kan man som regel nøjes med at holde den i ro i et par dage ligesom man ville have gjort derhjemme. Der er der ikke behov for en større operation. Når man først er på hospitalet, overtager de styringen. Så man skal lige overveje en ekstra gang, om det er noget, der kræver behandling på hospitalet, siger han.