Kriseår for efterskoler
Et på mange måder forfærdeligt år er netop blevet afsluttet på de danske efterskoler.
Et på mange måder forfærdeligt år er netop blevet afsluttet på de danske efterskoler.
Efterskolerne oplevede i indeværende skoleår for første gang siden 1970 en nedgang i elevtallet i forhold til året før. Samtidig er skolerne begyndt at lukke på stribe - deriblandt Sydvestfyns Efterskole i Glamsbjerg, der måtte dreje nøglen om i weekenden. Det skriver Fyens Stiftstidende.
- Det er helt usædvanligt, må jeg sige. Siden 1990 er der lukket 15 efterskoler i alt, og nu står vi pludselig med, at syv er lukket i år, siger Sophus Bang Nielsen, sekretariatsleder i Efterskoleforeningen.
Derfor kan efterskolerne heller ikke bare læne sig tilbage og vente på at klasserne bliver fyldt op.
- Nogle skoler er ikke aktive nok. De skal være om sig, for eleverne kommer ikke af sig selv længere, som de gjorde tidligere. De skal spørge sig selv, hvad de så kan gøre for at få elever, siger Sophus Bang Nielsen til Fyens Stiftstidende.
Det har de fundet ud af på den lille Vestfyns Efterskole, Danmarks mindste.
- Vi er opmærksomme på, at vi ikke bare skal tro, eleverne kommer af sig selv. Hjemmesiden skal være levende og vi har også købt annoncering på Facebook, siger forstander Marie Klit.
Sophus Bang Nielsen peger også på steder, hvor de fynske efterskoler kan hente elever.
- I Odense og Nyborg står vi svagt på antallet af efterskoler, så alene på Fyn er der store rekrutteringsmuligheder. Og så er Fyn heller ikke længere væk, end at man kan forsøge at gøre indhug i hovedstadsområdet, siger han.
BNB