En frisør på Østerbro blev onsdag aften udsat for et røveri, oplyser Københavns Politi.
- Gerningsmanden kommer ind i salonen og truer ejeren af butikken med en kniv. Ejeren udleverer en telefon og en pung til røveren, og derefter får hun besked på at gå ud på toilettet. Derefter smutter røveren, siger central efterforskningsleder hos Københavns Politi, Kenneth Jensen, til BT.
Ejeren af salonen melder røveriet til politiet kl. 18.11, og i jagten på røveren spærrede Københavns Politi onsdag aften flere dele af Østerbro af. De har også haft hunde ude at lede efter røveren, men indtil videre har eftersøgningen ikke resulteret i en anholdelse.
- Vi kigger stadig efter ham i området, men nu er tiden snart ved at være forpasset, siger Kenneth Jensen fra Københavns Politi.
Røveren beskrives som en dansk mand på ca. 35 år. Han er omkring 170 cm høj og tynd af bygning. Ved røveriet bar han en blå trøje med hætte, og han medbragte en blå plastikpose fra IKEA.