Risikoen for personfarlige angreb og terror kan minimeres men aldrig helt fjernes

Sikkerheden omkring Danmarks topledere og rigeste personer er opgraderet væsentligt de seneste fem år.

Men det vil være blåøjet at tro, at man dermed 100 procent sikkert har fjernet risikoen for, at der kan ske personfarlige angreb eller, i en anden kategori, nye terroranslag herhjemme.

Det fastslår Anders Larsen, indehaver og chef i sikkerhedsfirmaet Security Service.

»Der er ingen tvivl om, at de rigeste familier i Danmark og de fremmeste topledere under en eller form har sikkerhed omkring sig. Og det er blevet opgraderet mærkbart indenfor de seneste fem-ti år. Men det er ikke det samme som at sige, at du så har fjernet risikoen for, at der kan ske noget, der ikke skulle ske. For du kan aldrig helt fjerne risikoen. Men du kan minimere den rigtig meget, og du kan lave sikkerhedsforanstaltninger, der gør, at du f.eks. vinder tid for den eller de, der skal beskyttes, eller du kan få dem bragt i sikkerhed, inden en situation udvikler sig,« siger Anders Larsen.

Hans firma, Security Service, beskæftiger sig primært med personbeskyttelse i underholdningsbranchen. Typisk for berømtheder inden for musikbranchen, skuespillere og entertainere.

Da han ikke kender de nærmere omstændigheder vedrørende episoden søndag aften, da Coloplast-ejeren Niels Peter Louis-Hansen og hans hustru blev overfaldet og udsat for et brutalt røveri i deres eget hjem i Vedbæk nord for København, ønsker han ikke at udtale sig om den.

Om sikkerhed generelt omkring danske erhvervsledere siger han:

»Størstedelen af de hjemmerøverier, vi ser i Danmark, bliver lavet af østeuropæere. Forskellen fra, hvad vi har set tidligere, er, at de er skruppelløse og virker fuldstændig ligeglade med konsekvenserne, hvis de skulle blive taget. Så på den måde er det – ligesom med terroren – en ny verden, vi lever i og skal forholde os til. De rigeste familier og erhvervsfolk på topniveau har midlerne til at blive beskyttet, og de bliver det også. Det kan f.eks. være i form af avanceret overvågning af deres private hjem, det kan være med faste livvagter, eller det kan være i form af, at deres børn bliver kørt til og fra skole eller institution. Men igen: Du kan minimere risikoen rigtig meget – men du kan aldrig fjerne den 100 procent,« siger Anders Larsen.

BT har kontaktet flere af de store danske virksomheder, heriblandt LEGO og Danske Bank, for at spørge til sikkerheden omkring deres topchefer. Samtlige har svaret: Ingen kommentarer.