Jo Nesbø er aktuel med endnu en roman. Denne gang med en ny helt. BT tegner et portræt af nordmanden.

’Jeg er den største nulevende krimiforfatter. Og Jo Nesbø bider mig i hælene som en vild pitbull, klar til at overtage min kappe, når jeg på dramatisk vis dør før ham.’

Når ord som disse kommer fra den hårdkogte amerikanske forfatter James Ellroy, er der grund til at lytte. Sandhedsværdien er en smagssag. Men den romanaktuelle norske krimi-konge er indiskutabelt stor. I næste uge udkommer hans ’Blod i sneen’.

Jo Nesbøs bøger har solgt mere end 25 mio. eksemplarer verden over. Sælger gerne 60 - 70.000 i Danmark.

Læs også:

I skatteåret 2013 havde han, ifølge hegnar.no en formue på 136 mio. danske kr. (målt i aktuel kurs). Til sammenligning var Jussi Adler-Olsens formue ved udgangen af 2013 53 mio. kr. Nesbø var den 27. største skatteyder i Norge. Hvor han i øvrigt betaler sin skat med glæde.

Rettighederne til den nye bog ’Blod i sneen’ er allerede solgt til det amerikanske filmselskab Warner i samarbejde med selveste Leonardo di Caprio.

’Blod i sneen’, som introducerer en ny helt, den romantisk anlagte lejemorder Olav Johansen, er foreløbig tænkt at udkomme i to bind. Det andet, ’Mere blod’, udkommer til efteråret.

Harry Hole

Hvad gør den ellers spinkle nordmand så stor? Det åbenlyse, simple svar hedder Harry Hole, hovedpersonen i Nesbøs nu afsluttede tibinds-serie. Harry er skåret over den klassiske skabelon for en krimihelt.

Læs også:

På forunderlig vis stærk og atletisk, samtidig med at han har en generøst forhold til stimulanser.

Good cop - og samtidig selvdestruktiv og fyldt med dæmoner, herunder et uforløst forhold til sin far. Følger helst kun sine egne regler. Hader korrumperede autoriteter. Hans kærlighedsliv er ikke ligefrem materiale til en romantisk komedie.

Når Nesbø er rigtig god, skriver han som en klassisk symfoni, hvor alle instrumenter eller små delspor og elementer samles i en flodstrøm, som man som lytter og læser har følelsen af at surfe af sted på. Mere eller mindre viljeløst.

Underspillet humor

Nesbø skriver med en særegen, underspillet humor. Han har forstået at ramme den moderne, urbane krimilæser med en cool tone og stil, der både lever op til og udfordrer krimilæserens forventninger. Når man er så stor som Nesbø, kan man tillade sig at udfordre genrekonventionerne. Og det gør han i stigende grad i sine beskrivelser af det, han selv har kaldt ’den uforståelige ondskab’.

»Vi skandinavere er forskånede for ondskaben i sin yderste form, krigen. Det er lidt som med dyr. Dem vil vi helst studere, når de er i bur i zoo. Hellere end ude i naturen. Det er lettere at læse en af mine romaner, når du sidder i stuens bedste lænestol foran pejsen, end hvis du sidder i en kælder uden varme i Bronx,« som han sagde til BT for et par år siden.

Det moralske valg

Ifølge Nesbø selv er han meget opmærksom på moderne læseres behov for konstant moralsk stillingtagen (som i de sociale medier).

»Forestil dig en scene med vores helt, der kører af sted fra en eller anden naturkatastrofe, for eksempel et jordskælv. Man ser billedet for sig: jordskorpen, der bryder sammen bag ham, mens han sidder ved rattet med øjnene i bakspejlet. En spændende scene, men vi ved jo, det ender godt. Han er jo helten, så han skal nok klare sig. Det, der fascinerer os ved scenen, er spørgsmålet, om han trods faren alligevel vender tilbage og redder sin fjende. Det er dybest set det, der fascinerer os ved krimi-og spændingslitteraturen. Træffer vores helt det moralsk rigtige valg? Det er her, den egentlige spænding er, og det er samtidig her, du finder den religiøse eller - om du vil - den etiske dimension af krimien,« sagde Nesbø for et par år siden til Kristeligt Dagblad.

Skrevet i flyet

Noget tyder på, at Nesbø udfordrer sine læsere endnu mere med den nye ’Blod i sneen’. Den er skrevet som en lang bevidsthedsstrøm. Helt uden synopser eller forudgående skabeloner.

»Jeg sad alene, da jeg skrev bogen. Store dele er skrevet på et fly over Stillehavet, på vej fra den amerikanske vestkyst til Tokyo. Jeg fandt en tone, som jeg følte var enestående, og det var helt anderledes end Harry Holes univers. Jeg vidste på eller anden måde, hvordan han talte og tænkte,« siger Nesbø til Dagsavisen og fortsætter:

»Det var en lang, indre monolog. Jeg ønskede ikke at tale i telefon én gang. Jeg følte bare, et opkald ville få mig ud af boblen. Hvis jeg holdt op med at skrive, ville tonen måske være væk. Det var på grænsen af, hvad skuespillere kalder ’method acting’, på en eller anden måde havde jeg taget på i bogstaverne.«