Lars Mikkelsen fra Hjerm er krigsveteran og hårdt ramt af en posttraumatisk lidelse, og det har kostet ham flere års kamp mod systemet at få tilkendt erstatning og førtidspension. Nu efterlyser Lars Mikkelsen bedre hjælp fra kommunerne, som efter hans vurdering ofte lader veteranerne sejle deres egen sø.

Ven og fjende.

Liv og død.

Kærlighed og had.

Det er nogle af tilværelsens allerstørste modsætninger, der kæmper om pladsen inde i Lars Mikkelsens hovede.

»Jeg har overværet kamphandlinger mellem kroater og serbere, hvor alle dem, jeg kendte, blev dræbt..,« siger han til Folkebladet.

Efter mange år som professionel soldat står Lars Mikkelsen tilbage med traumerne.

»Jeg har set 12 serbiske soldater, der havde fået hovederne skåret af.«

»Jeg har set lig drive ned ad floden forbi vores lejr.«

»Og jeg kunne blive ved og ved og ved,« siger Lars Mikkelsen med en forpint grimasse.

Mere fra Folkebladet: Rådhuset udsættes for cyberangreb 100 gange i sekundet

Billederne af krigens rædsler står i skarp erindring, og synet vil bare ikke gå væk. Lars Mikkelsen har for længst fået diagnosen posttraumatisk stresssyndrom og efterfølgende posttraumatisk belastningsreaktion som følge af de varige skader, han har pådraget sig.

Hans traumer går helt tilbage til Balkan-krigene i 1990’erne. Dels i 1992, da Lars Mikkelsen var udstationeret for FN’s fredsbevarende styrker i Kroatien. Dels i 1999, da han var i Bosnien og deltog i NATO’s krig mod serberne.

»Det var dér, jeg fik min største skade,« vurderer Lars Mikkelsen i dag.

Ingen håber, at det går så galt. Men det sker. Og det ved alle, der har forsøgt at forstå krigens væsen.

Alligevel er det småt med hjælp ude i kommunerne, mener Lars Mikkelsen.

»Jeg har taget dybt skade af at være sendt ud. Men det er min kamp med jobcentret, som har smadret mit liv,« siger Lars Mikkelsen.

Mere fra Folkebladet: Lokal jubel over skoles trivsels-topplacering

I flere år gik Lars Mikkelsen uden fast indtægt, fordi han ikke havde arbejde.

Efterfølgende har han fået tilkendt både erstatning og førtidspension.

»Erstatningen har jeg brugt på at sætte huset i stand,« fortæller Lars Mikkelsen, der efter mange år på farten er vendt tilbage til Hjerm.

»Det er her, jeg er født og opvokset,« fortæller den 49-årige krigsveteran, mens vi kører en tur rundt i kvarteret.

»Hernede ligger mit barndomshjem. Det gule murstenshus. Min far var officer ved Jydske Dragonregiment, så jeg voksede op med militæret. Fire år her , så fire år i Oksbøl, så fire år i Hjerm igen,« fortæller Lars Mikkelsen.

Nu kommer plankeværket ind til hans egen have til syne:

»Det er min grund, der ligger her. Da jeg var barn, stjal jeg æbler i den have, som jeg ejer i dag,« siger Lars Mikkelsen, som for første gang i dag smiler bredt.

Ringen er sluttet. Men det vil være synd at sige, at Lars Mikkelsen hviler i sig selv, uanset at han helt bogstaveligt har fundet ro i Hjerm.

I dag har han en god dag, men hvad med de andre dage? Og nætterne, hvor han ofte må give op over for søvnløsheden, der er en af de mest belastende konsekvenser af Lars Mikkelsens uophørlige kamp mod krigens dæmoner.

Lars Mikkelsen ser op på hustruen Mai-Britt Villesen, der har dækket op med rundstykker og henter kaffe og i det hele taget hygger om os.

»Havde det ikke været for Mai-Britt, så havde jeg ikke siddet her i dag. Havde jeg ikke haft hende, så havde jeg ikke kunnet holde det ud. Så er jeg sikker på, at jeg havde taget livet af mig selv,« siger Lars Mikkelsen, der midt i traumerne priser sig lykkelig for hendes tålmodighed og overbærenhed.

»Jeg er en af de få langtidsveteraner, der har min kone endnu,« siger Lars Mikkelsen, som også har to børn fra et tidligere ægteskab.

Men hvorfor gik det så galt? Kunne vi svare på det spørgsmål, ville mange soldater gå en knap så pinefuld fremtid i møde. En del af forklaringen kan være, at Lars Mikkelsen og andre med ham gik ind i de krige, de har kæmpet, uden en realistisk forventning om, hvad der var i vente.

Hvad var din forestilling, inden du tog i krig?

»Det ved jeg ikke...«

Lars Mikkelsen bliver fjern i blikket, mens han skruer tiden tilbage til før udstationeringen i Bosnien og endda før udstationeringen i Kroatien. Vi skal helt tilbage til hans arbejde for FN’s fredsbevarende styrker i Cypern i 1989 og 1990.

»...Cypern havde været som en feriekoloni. Men det var ingen ferie at komme til Kroatien. Her skulle vi også være »fredsbevarende«, ligesom på Cypern. Men der var ingen fred at bevare i Kroatien. Det var krig, og vi var ikke ordentligt bevæbnet. Det var et totalt svigt.«

Lars Mikkelsen taler sig varm.

Han har for længst måttet sande, at en krig ikke har nogen vindere, kun tabere.

»Da jeg kom hjem, var mit liv ødelagt. Ødelagt fordi jeg havde set alt det, jeg havde set, uden at jeg kunne gribe ind,« siger han.

Han må i dag se i øjnene, at han selv er en af taberne, eftersom han psykisk føler sig så ustabil, at han i flere år har haft svært ved at passe et arbejde.

Og Lars Mikkelsen står ikke alene.

Det er her de offentlige myndigheder kommer ind i billedet - eller burde komme ind i billedet.

Som veteran er han ikke i tvivl om, at eksempelvis kommunen har en forpligtelse til at tage hånd om de veteraner, der vender hjem fra krige, som Danmark har deltaget i, enten via FN eller NATO.

Men der sker for lidt, mener Lars Mikkelsen.

»Jeg er skuffet over, at der mangler hjælp og vilje til at hjælpe veteranerne,« siger Lars Mikkelsen, der ikke forstår, at eksempelvis Struer og Holstebro ikke gør mere for at hjælpe veteranerne videre.

»Holstebro er landets største garnisonsby, men de har ingen veterankoordinator. Det er rystende,« siger Lars Mikkelsen.

Om Struer Kommune siger han:

»De har ingen veteranpolitik, og de har ingen plan.«

Hans kritik går blandt andet på, at de kommunale medarbejdere, som håndterer veteranerne, ikke er rustet til netop denne type klienter.

»...for vi kan være nogle sataner over for andre mennesker. Aggression er bare én af bivirkningerne. Og når vi bliver presset, som man nu gør på jobcentret, så kan det let slå klik, hvis du har en posttraumatisk lidelse,« siger Lars Mikkelsen, der erkender, at han selv har opført sig meget aggressivt over for folkene på jobcentret.

»Min sagsbehandler har virkelig måttet stå model til meget,« siger han med tanke på forløbet i Jobcenter Struer.

Derimod roser han Viborg, som er en af de få danske kommuner, der har veterankoordinatorer, som forsøger at sikre den relevante hjælp til de hjemvendte soldater og deres pårørende.

»Hvis det kan betale sig i Viborg, hvorfor kan de så ikke lære af det i Holstebro og Struer? Hvis bare de får to veteraner ud af førtidspension, så er lønnen til sådan en veterankoordinator jo tjent ind,« vurderer Lars Mikkelsen.

Lars Mikkelsen anerkender, at Struer Kommune hvert år inviterer til flagdag for de danske veteraner.

»Men det er ikke den slags anerkendelse, jeg har brug for. Jeg har brug for hjælp til at få mit liv på fode igen,« siger Lars Mikkelsen.

I øjeblikket er Lars Mikkelsen i færd med at renovere huset. Næste skridt bliver det gamle og slidte baghus, der tidligere har rummet både ligkisteværksted og træskofabrik.

Og lidt længere ude i fremtiden? Hvem ved. Lars Mikkelsen har ikke mistet håbet om, at han en skønne dag vil kunne påtage sig et arbejde igen.

»Se på mit cv. På papiret kan jeg så mange ting, men jeg kan det alligevel ikke på grund af min posttraumatiske lidelse,« siger Lars Mikkelsen, der har taget flere uddannelser, blandt andet som vvs-montør og rustfri klejnsmed.

»Jeg skal ud og udnytte de kvaliteter, jeg har. Men det kan jeg ikke med det system, vi har i dag,« siger Lars Mikkelsen.

I det tre nordvestkommuner bor der i alt 873 veteraner, oplyser Tomas Ilsøe-Mikkelsen, presse- og kommunikationschef fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Tallet er opgjort pr. 1. juni 2015 og er en opgørelse over alle veteraner, der har været udsendt i minimum 28 sammenhængende dage.