Kampen om at stå for det internationale Melodi Grand Prix 2014 er i gang. Herning og København kæmper. Intet tyder på, at det bliver i Parken.

Søges borgmestre: Har du 23 mio. kr? Mindst 10.000 hotelværelser. En stor hal, eventuelt med overdækket arena? En ivrig turistorganisation. Noget pænt at vise frem og gode barer. Et grandprix-begejstret lokalområde. Så send en mail til direktion@dr.dk

Søndag aften erklærede DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn ballet for åbent. Kampen om at blive arrangør-by for det internationale Melodi Grand Prix 2014 er i gang.

Arrangøren kan forvente 100.000 gæster. Sådan var det i år i Malmø, ifølge svensk TV4. Der er brug for mindst 10.000 hotelværelser. Som skal rumme 1.500 - 2.000 journalister, deltagere fra 39 lande. Hertil kommer 2-3.000 grandprix-fans, vurderer fanorganistationen OGAE.

Dertil kommer en arrangørarena med plads til op i mod 10.000 og omklædningsrum til mindst 28 delegationer ad gangen.

Man skal være indstillet på at nulstille sine øvrige aktiviteter i en måneds tid. Eurovisionen lægger beslag på Arenaen fra medio april til medio maj.

København og Herning siger meget klart: ja, vi er interesserede. Aalborg og Horsens er kommet med forbeholdne meldinger.

Politikere som Pia Kjærsgaard, DF, og Martin Gertsen, V, er allerede begyndt at lobbye for hhv. Herning og København.

- Det kribler i fingrene for at komme i gang. Jeg tænker nærmest ikke på andet. Men før DRs direktion nedsætter den gruppe, der skal arbejde med Melodi Grand Prix 2014, er det svært at sige noget om vores krav til de interesserede kommuner. Jeg håber på, at vi kan melde noget ud i løbet af ugen, siger underholdningsredaktør Jan Lundme til bt.dk.

EBU siger - gør det småt

For København tæller alt det åbenlyse. Hotelplader, logistik, masser af underholdnings- og forlystelsesmuligheder for de mange gæster.

For Herning taler det musikalske og tv-mæssige hensyn. Samt en enorm lokal opbakning. For Herning taler tv-organisationen EBUs holdning. Ikke mindst dét er vigtigt.

Budgettet for grandprixet i Malmø endte på 95 mio. danske kr. Året forinden i Baku var det hele fire gange så stort.

Grandprixet i 2012 var et svulstigt prestige-projekt for Aserbajdsjan. Præsident Ilham Alijev investerede angivelig en halv mia. oveni. Ifølge BTs kilder i Eurovisions-miljøet vendte EBU hjem fra Baku med en dårlig smag i munden. Man følte, at det gamle grandprix var blevet taget som gidsel i statslederens charmeoffensiv.

SVTs valg af Malmø, frem for Stockholm, var især efter EBU's ønske begrundet i økonomi, siger SVT's grandprix-boss Martin Österdahl til Expressen. Som en del af begrundelsen for at vælge Malmøs tilbud indgik, at Malmø garanterede en investering 23 mio. i forbedret logistik med mere.

Parken skal sælge 400.000 billetter

Der er sket meget, siden DR stod for det internationale MGP i 2001 efter Brødrene Olsens sejr året forinden. Der er mindst femten flere deltagerlande. Der er to semifinaler før finalen.

- Jeg tør godt vove et øje og sige, at Parken bliver det ikke. Der skal samles tilskuere til to semifinaler, en finale og i alt seks generalprøver. Det lykkedes at sælge mellem 80 og 90.000 billetter i 2001. Men du kan ikke sælge ni gange 30-45.000 billetter, altså i i alt mellem 3 og 400.000 billetter til Parken i 2014, siger en erfaren Eurovisions-kilde til BT.

En tommelfingerregel siger, at deltagerlandene leverer en til halvanden mio. pr. land. 40 - 50 mio kr. I et budget på 100 mio. kr., skal der altså - meget groft - sagt sælges billetter for 30 til 40 mio. kr.. Dertil kommer sponsering med mere.

Hvad siger FCK?

- I øvrigt er det vel et spørgsmål, om FCK og evt. et dansk fodboldlandshold på vej til VM kan undvære Parken fra medio april til medio maj 2014? Frank Jensen (Københavns overborgmester, red.) nævner Bella Center som en mulighed. Faciliteterne er perfekte. Men er der tilskuerpladser nok til at medfinansiere showet? Tvivler. Skal det være København er Forum - med elendige trafikale muligheder - det eneste realistiske, siger Eurovisions-kilden til BT.

DR's underholdningschef Jan Lundme er ikke meget for at sige noget konkret om 2014. Men han medgiver, at både EBU og SVT traf det rette valg, da de valgte det 'lille' grandprix i Malmø Arena med plads til 12.000.

- Så meget vil jeg sige, at svenskernes leverede en super løsning. En klar nedskalering af arrangement - uden et hav af receptioner og ture med store biler. Det er det rigtige. Svenskerne lavede et uhyre flot show med fokus det centrale - showet og musikken. Jeg tør godt sige, at det er den rette vej at gå. Men indenfor de rammer kan man jo vælge mange forskellige løsninger, siger Jan Lundme.

FACTS OM DET INTERNATIONALE MELODI GRAND PRIX 2013

  • Konkurrencen har normalt omkring 125 millioner tv-seere.

  • SVT budget var 100 mio. kr.

  • Skatteyderne betalte 23 mio. d.kr. Malmö city tegnede sig for 70 procent, og Region Skåne for resten.

  • Omkring 3000 mennesker har arbejdet med det internationale Melodi Grand Prix - disse kommer fra Malmø, SVT, Malmö Arena og Region Skåne.

  • Scenen tog elleve dage at bygge op.

  • Showet krævede 1243 lamper.