Principielt set er 3F ikke længere part i sagen om Vejlegården, mener Krifa. Men fordi man ønsker konflikten løst hurtigst muligt, byder man alligevel fagforeningen velkommen til nye forhandlinger

Nu har parterne i konflikten om Restaurant Vejlegården underholdt danskerne længe nok, mener 3F-formand Poul Erik Skov Christensen, som opfordrer til nye forhandlinger.

Og det er rigtig positivt, lyder meldingen fra Krifa.

- Vi ønsker at løse alle konflikter ved dialog, så det vil være dumt ikke at sætte sig ned og diskutere tingene, siger Krifas formand, Søren Fibiger Olesen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge Krifa-formanden er 3F principielt set ikke længere part i sagen, eftersom restauranten har indgået overenskomst med Krifa. Fagforeningen har derfor egentlig ikke noget at forhandle om, men alligevel byder både Restaurant Vejlegårdens ejer, Amin Skov, og Krifa Poul Erik Skov Christensen & co. velkommen.

- Det, der er drivkraften, er vel, at 3F har en historik på både stedet og området, men principielt set skal en tredjepart ikke kunne komme og sige, at det ikke er godt nok, og at de vil gøre det anderledes, når to parter har indgået en aftale, siger Søren Fibiger Olesen og fortsætter:

- Men realpolitik er noget andet, og der er trods alt en konflikt kørende, som vi gerne ser løst hurtigst muligt.

Fordi blokadevåbnet er en mulighed i dansk arbejdsmarkedspolitik, har 3F en juridisk ret til det, de gør, men Krifa-formanden mener ikke, de har en moralsk ret til det.

- Derfor skal vi også få lukket det her og arbejde videre med at få tilrettet systemet, sådan at det her ikke kan lade sig gøre. Jeg mener ikke, det burde kunne lade sig gøre, at 3F kan intervenere i en aftale, som vi har med Vejlegården, siger han.

Søren Fibiger Olesen erkendte onsdag, at det »ikke ser for godt ud«, når 3Fs og Krifas overenskomst bliver sat op over for hinanden, og derfor vil Krifa nu forsøge at forhandle en mindsteløn for fagligt ansatte på restauranter hjem.

- For det er her, vi falder igennem i den sammenligning, der har været fremme, siger han.

Det vides endnu ikke, hvornår eventuelle nye forhandlinger går i gang, men Søren Fibiger Olesen er spændt på at se, hvad 3F kommer med:

- Det er en klar forudsætning fra vores side, at det er vores overenskomst, der er den fortsættende. Så må vi se, hvad 3F har med i posen, og hvad de vil foreslå som løsningsmodel.