Nordsjællands Politi udelukker intet i sagen om et menneskekranie, der i løbet af weekenden dukkede op i Lyngby Sø. De foreløbige undersøgelser viser, at det makabre fund efter al sandsynlighed har ligget i søen mindst 50 år. Det kan dog sagtens være meget ældre, oplyser vicepolitikommissær Finn Duris.

- Det kan stamme fra krigens tid, det kan være en, der er faldet gennem isen og aldrig er blevet fundet, og det kan faktisk også være noget af et mosefund, som har ligget der i hundredvis af år. Alle muligheder er åbne i øjeblikket. Det er kun fantasien, der sætter grænser, siger han og tilføjer, at han stadig venter på flere oplysninger fra retsmedicineren.

Indtil videre har politiet bedt lokale medier omtale sagen. Det har allerede givet en række henvendelse, og efterforskerne skal nu undersøge findestedet nærmere, fortæller vicepolitikommissæren.

Kraniet dukkede første gang frem af søens vand, da to drenge fik det på krogen under en fisketur. I første omgang smed de kraniet tilbage i søen, men efter en snak med deres forældre tog de søndag tilbage for at fiske det op med et net. Herefter kontaktede de politiet.