Kraftigt jordskælv ryster Chile
Et jordskælv har ramt det centrale Chile, men der er umiddelbart ingen meldinger om døde eller tilskadekomne.
Et jordskælv har ramt det centrale Chile, men der er umiddelbart ingen meldinger om døde eller tilskadekomne.
Et jordskælv, som er blevet målt til 7,2 Richter har søndag ramt det centrale Chile, omkring 103 kilometer nordvest fra byen Talca, oplyser Reuters. Flere bygninger i hovedstaden Santiago skulle dog være begyndt at ryste som følge af naturkatastrofen.
Jordskælv af den størrelse kan forårsage alvorlige ødelæggelser, men der er umiddelbart ingen forlydender om tilskadekomne personer eller alvorlige materielle skader.
Det chilenske katastrofeberedskab ONEMI besluttede kort efter skælvet at evakuere beboere fra områder langs den chilenske kyst præventivt, men katastrofeberedskabet endte med ikke at gennemføre evakueringen, da der ikke var udsigt til nogen tsunami.
Jordskælvet indtraf i nærheden af den region, som i februar 2010, blev ramt af et endnu kraftigere skælv, der målte 8,8 på Richterskalaen. Dengang mistede omkring 500 mennesker livet, mange af dem omkom i den efterfølgende tsunami.
Området er hjemsted for nogle vigtige kobberminer, men ifølge den statslige minegigant Codelco er ingen af selskabets miner blevet ramt af jordskælvet.