Ikke bare storm-fronterne var trukket hårdt op i søndags. Det var også forholdet mellem FC København og FC Midtjylland efter sidste øjebliks-aflysningen af top-opgøret mellem de to klubber.
Men som med stormen Gorm, der var årsag til al balladen, så er de to klubber nu faldet til ro. I stedet har klubberne nu indledt et samarbejde om forløbet – hvilket blandt andet indebærer, at FCK har trukket sin klage over FCM til DBUs disciplinærudvalg tilbage.
Det forklarer de to klubber i to identiske meddelelser på klubbernes hjemmesider, FCM.dk og FCK.dk.
Her siger FCK-direktør Anders Hørsholt:
»Det var på mange måder en frustrerende søndag for alle i F.C. København og især for de mange fans, der tog den lange tur til Herning for at støtte holdet. Vi har aldrig anfægtet beslutningen om at aflyse, men vi var ikke tilfredse med den måde forløbet på dagen var. Vi har ytret denne utilfredshed, men ønsker nu at se fremad og i fællesskab få fastsat nogle fælles retningslinjer for håndteringen af den her type situationer til alles bedste. For at skabe de bedste arbejdsbetingelser for det, vil vi nu trække vores protest tilbage, så vi sammen med FC Midtjylland og resten af klubberne arbejder på at finde en god procedure fremover.«
FCM-sportsdirektør Claus Steinlein´erkender, at ikke alt forløb uden fejl i søndags, da Gorm rasede over Jylland.
»Det var en hektisk søndag på MCH Arena, hvor alle ønskede at få afviklet den kamp, vi alle så frem til. Men tingene udviklede sig nærmest fra minut til minut, så det var en vanskelig situation, der heldigvis endte med den rigtige beslutning truffet i fællesskab af myndighederne, MCH Messecenter Herning og FCM. Vi var ikke fejlfrie omkring forløbet og beklager, at det ikke blev håndteret optimalt overfor FC København, deres og vores egne fans. Vi ser frem til at komme videre, og vil sammen med FC København stille os i spidsen for tage fælles skridt mod en god løsning på lignende situationer. Det arbejde vil vi gå i gang med øjeblikkeligt,« siger FCM-manden.
Klubberne meddeler i øvrigt, at de ligeledes er 'i dialog' om at finde en ny dato for kampen. Det kan dog først afklares, når det FCMs Europa League-skæbne er afgjort.
