For 100 år siden, var der massiv forskel på passagererne på det synkefri skib Titanic. På førsteklasse vandrede passagerne adstadigt rundt på Titanics øverste dæk og restauranter, mens diamanterne glimtede og lynede fra passagernes halse, ører, fingre og håndled. Mens passagerne på tredje klasse nærmest var stuvet sammen som slagtekvæg.

Da Titanic lørdag den 15. april 1912 kort før midnat mødte sit endeligt i form af et kæmpe isbjerg i Atlanterhavet, sank skibet og tog en stor del af dets 2230 passagerer og besætningsmedlemmer ned på bunden af det iskolde Atlanterhav.

Men det var ikke kun hundredvis af menneskeliv, der gik tabt den kolde aprilnat for 100 år siden. Også passagernes bagage gik ned sammen med skibet. Indtil 1987, hvor det i forbindelse med en undersøgelse af Tintanics vrag, lykkedes en dykker at bjerge en tjeners taske op fra vragets dyb.

Da tasken blev lukket op, åbenbaredes et syn, som ingen havde forventet. Tasken var nemlig fuld af smykker fra den Edwardianske periode, som tiden fra omkring 1900-1913 blev kaldt. Der var ringe med diamanter og safirer, diamant besatte brocher og halskæder, armbånd og sågar et lommeur af guld, som mænd fra overklassen yndede at have hængende i en vestlomme.

- Når man dykker to en halv miles ned under vandoverfladen, opdager en taske, bringer den op og åbner den og finder juveler.... Det gør os i stand til at give publikum et glimt af, hvordan det må have føltes at åbne taske første gang og se de smukke juveler fra den periode, siger Alexandra Klingelhofer, som er vicedirektør for RMS Titanics udstillinger af effekter fra det sunkne skib.

For nu kommer alle de fundne smykker nemlig på udstilling for første gang. Det sker i anledning af, at det i april i år var 100 år siden, at verdens største synkefri passagerskib sank på sin jomfrurejse.

Udstillingen af de bjergede smykker, som må have tilhørt passagerer fra skibets første klasse, kan ses i tre amerikanske byer fra på fredag. Her åbner udstillingen i Atlanta i Georgia, senere drager den til Orlando i Florida og slutter i lysets by, Las Vegas.