Det har ifølge Danske Regioner givet kortere ventetid for patienterne samt hurtige, velstrukturerede og ensartede udredningsforløb og efterfølgende behandling at indføre såkaldte pakkeforløb for hjertepatienter. Det viser en ny rapport med tal fra 2010 og 2011 foretaget af Dansk Sundhedsinstitut for Danske Regioner.

Men rapporten konkluderer samtidig, at der er plads til forbedring.

- Det er utrolig glædeligt, at meget store grupper af hjertepatienter oplever kortere ventetider og langt bedre forløb. Men vi er ikke helt i mål endnu, og her kan rapporten hjælpe os videre både med pakkerne og med at få skabt bedre forløb for de patienter, der står uden for hjertepakkerne, siger Ulla Astman (S), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Udfordringer er blandt andet, at pakkeforløbene har store konsekvenser for arbejdstilrettelæggelsen på hospitalernes hjerteafdelinger, og at hospitalerne oplever flaskehalse, hvor speciallæger, apparatur og lokaler skal gå op i en højere enhed.

- Vi skal have klædt lægerne på til deres del af opgaven. Samtidig skal vi have tilpasset kapaciteten, så vi for eksempel undgår flaskehalse, siger Ulla Astman.

BNB