Barack Obama uddelte udenrigspolitiske hug til Mitt Romney og Paul Ryan, som han kaldte meget uerfarne. Et hidtil uset angreb fra præsidenten, siger dansk korrespondent.

USA: Præsident Barack Obama lagde natten til fredag i kakkelovnen til de kommende debatter mod Mitt Romney.

I sin tale på Demokraternes konvent i North Carolina gik Obama især efter Romney og hans vicepræsidentkandidat, Paul Ryan, på det udenrigspolitisk område, hvor Obama slog på, at den republikanske duo nærmest ingen erfaring har på området.

Obama henviste til en række udtalelser, som Romney er kommet med - blandt andet om Rusland, som Romney for nylig udnævnte til USAs geopolitisk fjende nummer et. Obama sagde blandt andet, at man med den slags udtalelser stadig lever som under Den Kolde Krig.

- Det var et meget hårdt angreb. Et vi ikke har hørt fra Obama mod Romney før, siger Annegrethe Rasmussen, Informations USA-korrespondent og blogger på USAnu.dk.

Ved at kalde Storbritannien for amerikanernes nærmeste allierede fik Obama også sendt en indirekte kritik af sted mod Romneys tur til London, hvor republikaneren for nylig kom på glatis med nogle uheldige udtalelser om briternes forberedelser til de Olympiske Lege.

På det mere generelle plan var Barack Obamas tale både »god og solid« ifølge Annegrethe Rasmussen.

- Forstået på den måde, at når man er præsident, så er man statsmand og skal være i takt med nationen, som ikke har det særlig godt. Derfor skal man heller ikke fyre vittigheder af, siger hun.

Det kriterium levede præsidenten op til - dog uden at blive alt for konkret, mener Annegrethe Rasmussen.

Talen indeholdt dog også enkelte konkrete valgløfter. Obama lovede blandt andet at halvere USAs olieimport med 50 procent.

- Det vil nok være muligt, da USAs olieproduktion i forvejen er steget med 25 procent over det sidste år. Men det vil, som en analytiker bemærkede, være en brun energipolitik og ikke en grøn, siger Annegrethe Rasmussen.


{embedded type="node/polls" id="22254486"}

HVAD MENER DU - FORTJENER BARACK OBAMA 4 ÅR MERE SOM PRÆSIDENT FOR USA?

DELTAG I DEBATTEN HERUNDER

Obama fik desuden genbrugt en smule af sin salgstale fra valget i 2008, hvor han især slog på, at han stod for »forandring«. I nattens tale fik han drejet den over på publikum, hvor han sagde, at »I er forandring - ikke mig«.

- Det var sådan set meget smart, for på den måde fik han sagt til vælgerne, at hvis I stemmer på mig, så stemmer I også på jer selv, siger USA-korrespondenten.

Med de to partiers konventer overstået, vil valgkampens fokus nu rettes mod de tre kommende debatter mellem Obama og Romney og den ene debat mellem de to vicepræsidentkandidater, Joe Biden og Paul Ryan. Alt det foregår i oktober.

I de to politiske lejre zoomer man desuden ind på de svingstater, der traditionelt kan afgøre amerikanske præsidentvalg. Særligt Ohio bliver interessant, lyder vurderingen.

- Jeg har set udregninger her i nat, som tyder på, at vinder Obama Ohio, så kan han næsten ikke tabe. Så de 7-9 svingstater, der er, er nogle stakler, for de vil blive overdænget med valgvideoer, besøg og telefonopringninger, siger Annegrethe Rasmussen.