Nu kan du snart dufte af Christopher. Næsten i hvert fald... Popstjernen lancerer sin egen duft senere på måneden - og den er både til kærester, små søstre og mødre.
I udlandet har det længe været sådan, at enhver kendis af en vis kaliber har sin helt egen duft.
Herhjemme er det ikke helt så udbredt, men naturligvis har den danske sangerinde Medina sin egen parfume ved navn 'Perfect Drug', som kom på gaden for to år siden.
Og noget tyder på, at den 23-årige popsmed Christopher ikke vil stå tilbage for sin ni år ældre ekskæreste. Han har nemlig også fået sin egen parfume - 'Aquarius by Christopher'.
Parfumen, der henvender sig til kvinder, bliver lanceret 27. oktober i Matas' butikker. Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.
Duften skulle ifølge Matas være 'underspillet, feminin og frugtig med et behageligt strejf af havets friskhed, lidt citrus og milde blomster' og dufte præcis som Christophers drømmekvinde.
Alligevel kan den bæres af kvinder i alderen 13-45 år.
»Både en lillesøster, kæreste og mor bør dufte af Aquarius, hvis det står til Christopher,« lyder det i pressemeddelelsen.
Inden du glæder dig for tidligt, skal det lige nævnes, at Christopher altså allerede har fundet sin drømmekvinde i modellen Cecilie Haugaard, som han har dannet par med i lidt over et år.
Aquarius er i øvrigt det engelske navn for stjernetegnet vandmanden, som Christopher er født i.
»Jeg har glædet mig virkelig meget til at præsentere min nye parfume Aquarius. Det har været rigtig spændende og sjovt at være en del af udviklingen af parfumen, og jeg er stolt over resultatet. Aquarius er lavet til kvinder i alle aldre, og derfor er Matas den perfekte partner!,« fortæller han ifølge Matas.
'Aquarius by Christopher' kommer i Matas' butikker den 27. oktober og koster 295 kroner for 30 ml.