STORBRITANNIEN: Den rabiate islamistiske imam Abu Hamza bliver nu udleveret fra Storbritannien til USA efter flere års juridisk tovtrækkeri. Det oplyser BBC.

Fem mænd, der alle er mistænkt for terror, er blevet sat på et fly til USA, hvor de sandsynligvis kommer til at tilbringe resten af deres dage bag tremmer. Blandt dem er Abu Hamza, der også kendes under øgenavnet »Kaptajn Klo« på grund af sine amputerede underarme, hvoraf den ene er erstattet af en klo.

Abu Hamza har selv forsøgt at forhindre udleveringen til USA, men den britiske High Court i London afgjorde fredag, at sagen ikke kunne forhales længere. Amerikanerne mistænker blandt andet Abu Hamza for at have oprettet en terror-træningslejr i staten Oregon tilbage i 1999. Derudover er der tegn på, at han har haft forbindelser til en terrorgruppe, som i 1998 kidnappede 16 turister i Yemen.

I Storbritannien har Abu Hamza været kendt som en kontroversiel prædikant, som i sine taler i moskéen ved Finsbury Park i det nordlige London blandt andet har jublet over terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

De sidste par år har Abu Hamza dog tilbragt bag tremmer i et topsikret britisk fængsel, hvor han har siddet inde for at opfordre til drab, terror og racehad.

Han blev oprindeligt født i Egypten i 1958, men i 1979 rejste han til Storbritannien for at studere.