Kontroversiel imam kommer bag lås og slå i USA
Abu Hamza kommer som ventet ikke på fri fod, mens de amerikanske myndigheder forbereder terroranklager mod ham. Det har en amerikansk dommer afgjort.
Abu Hamza kommer som ventet ikke på fri fod, mens de amerikanske myndigheder forbereder terroranklager mod ham. Det har en amerikansk dommer afgjort.
USA: Efter at han fredag blev udleveret til retsforfølgelse i USA, har den rabiate islamist, Abu Hamza, lørdag været for en dommer i New York.
Dommeren afgjorde, at Abu Hamza skal tilbageholdes, mens en egentlig retssag mod den kontroversielle imam afventes.
Hamza mødte op i retten med en beskikket advokat, som dog ikke forlangte tilbageholdelsen ophævet. Til gengæld bad Abu Hamzas forsvarer om, at hendes klient får adgang til medicinsk behandling, da han lider af sukkersyge og for højt blodtryk.
Samtidig bad hun om, at Abu Hamza igen får lov til at gøre brug af den gribeklo, som han normalt er forsynet med, og som har givet ham tilnavnet »Kaptajn Klo« i Storbritannien. Hamza mangler begge sine hænder og synet på det ene øje, ifølge hans eget udsagn, fordi han blev ramt af en eksplosion under kamphandlinger i Afghanistan i 1980erne.
Hamza står over for en række terroranklager, som amerikanerne i årevis har ønsket at retsforfølge ham for.
Abu Hamza anklages blandt andet for at yde støtte til terrornetværket al-Qaeda, for at have forbindelse til en terrorgruppe, som i 1998 kidnappede 16 turister i Yemen og for at have oprettet en terror-træningslejr i staten Oregon tilbage i 1999. I Storbritannien, som den nu 54-årige Hamza, flyttede til fra Egypten i 1979, sad han også i fængsel, dømt for at opfordre til drab, terror og racehad.
Briterne har i årevis kendt ham som en kontroversiel skikkelse, som under sine prædikener i en moské ved Finsbury Park i det nordlige London blandt andet har hyldet angrebet på USA den 11. september 2001.
Sammen med fire andre mænd, som også står over for terroranklager, blev Abu Hamza fredag udleveret fra Storbritannien efter otte års juridisk tovtrækkeri. Han har gjort alt for at forhindre at blive udleveret til USA, hvor der sandsynligvis venter ham en livstidsdom. Hamza har blandt andet bedt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samt den britiske højestreret tage stilling til udleveringskravet fra USA. Men begge gange er han blevet underkendt.
Tirsdag ventes Hamza formelt at blive anklaget for 11 forhold ved et retsmøde.