Peter Bonde Nielsen, der er søn af Jan Bonde Nielsen, som var direktør i den stolte danske virksomhed, B&W Skibsværfts, er tilsyneladende nævnt i nogle af de millioner af dokumenter, der er blevet lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca.

Danske Peter Bonde Nielsen købte i 2006 virksomheden Titan Worldwide Limited igennem det omstridte advokatfirma Mossack Fonseca, der lige nu er centrum i den såkaldte Panama-lækage.

Det skriver det kenyanske medie Daily Nation.

Ifølge mediet var Titan Worldwide Limiteds aktier forinden ejet af to andre virksomheder ved navn Europlan Trust og Leysian Trustees, men da Peter Bonde Nielsen kom ind i billedet, blev aktierne i 2007 overført til hans virksomhed Avon Development, der var registreret på De Britiske Jomfruøer.

Men det var tilsyneladende ikke godt nok for Peter Bonde Nielsen. For han var angiveligt meget interesseret i at få dateret papirerne tilbage til maj 2006, og ifølge Daily Nations informationer pressede Peter Bonde Nielsens på for hurtigt at få overført papirerne for overtagelsen.

Daily Nation mener at vide, at Tital Worldwide Limited er blevet brugt som holding-selskab til Peter Bonde Nielsens andre virksomheder - altså et selskab, der ejer aktier eller anparter i andre selskaber.

Hvad Avon Developments rolle er i hele sagen vides ikke.

Har tidligere været i vælten

At det kenyanske medie finder danske Peter Bonde Nielsen interessant skyldes, at danskeren tidligere har været i centrum for en spektakulær sag i det afrikanske land.

I 2013 blev Peter Bonde Nielsen og hans far, Jan Bonde Nielsen, meldt til politichefen i Massai Mara-området i det sydvestlige Kenya, fordi de angiveligt have foretaget en væbnet besættelse af en 271 kvadratkilometer stor farm, hvor Bonde Nielsen og hans søn i flere år har drevet en eksklusiv safari-ranch for velstillede turister.

Dengang var det ifølge selvsamme medie, Daily Nation, selskabet Nguruman Ltd, der stod bag kravet om at 'afvæbne' Bonde-familien, fordi de angiveligt opholdt sig ulovligt på området.

Anmeldelsen lød desuden på, at Jan Bonde Nielsen havde optrænet mindst 64 personer, der skulle sikre de vilde dyr i området, som »ikke tilhørte« familien Bonde.

Sammen drev de to i mere end to årtier den eksklusive Oldonyo Laro-ranch, en luksus-ranch i det sydvestlige Kenya. Op til 14-16 gæster bor i luksus-omgivelser, og på ranchen er der en helikopter og to privatfly, så gæsterne kan flyve f.eks. til Tanzania på safari.