Som en del af den skattereform, regeringen præsenteret for Folketinget tirsdag, er der risiko for, at boligejere ikke fremover vil få det samme høje rentefradrag, som de får i dag. Det erfarer Berlingske, og at netop danskere med egen bolig står for skud, raser De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, over.

- Der lægges op til et gigantisk løftebrud her. Man lovede jo under valgkampen, at man ikke vil røre ved boligejerne. Der talte man om én valgperiode, og man antydede, at man heller ikke vil gøre noget i de andre. Og nu lægger man op til at gå på jagt efter husejerne, siger han til TV2 News.

Selv om det ifølge Berlingske først sker efter 2015 og endnu et valg, hvormed regeringen undgår at bryde sit løfte fra regeringsgrundlaget, der lyder på, at »regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode«, mener den konservative skatteordfører stadig, at det er forkasteligt over for boligejerne.

- Udover at man har brudt 100 løfter allerede, bliver det her altså nr. 101 eller 102, fordi man jo antydede, at man ikke ville røre ved boligejerne. Og gør man så noget ved rentefradraget efter 2015, så sidder der stadig familier derude, som planlægger deres økonomi, ikke bare til i morgen eller i overmorgen, men også »har vi råd til at købe det her hus, har vi råd til at bo her med vores børn, eller skal vi flytte andre steder hen«. Det er en forringelse for de mennesker, som bor i eget hus, siger Brian Mikkelsen til News.

Hverken skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) eller De Radikales skatteordfører Nadeem Farooq vil over for Berlingske kommentere, om sænkningen af rentefradraget er et element i tirsdags skatteudspil.