Han har selv oplevet på egen krop, hvor ondt det gør, når drømmen om Formel 1 bliver sat på pause og måske helt slukkes. Men Romain Grosjean er også beviset på, at Kevin Magnussen kan vende tilbage til Formel 1 og få succes.
Den 28-årige Formel 1-stjerne Romain Grosjean fra Frankrig fik en tung begyndelse på sin karriere i verdens stærkeste motorsportsklasse. Ligesom Kevin Magnussen fik han først lov til at dufte de gyldne benzindampe i Formel 1, inden det hele blev revet fra ham efter debutsæsonen i 2009 hos det daværende Renault-team.
»Da det skete for mig i slutningen af 2009, havde jeg allermest lyst til at stoppe med at køre race,« husker Romain Grosjean.
BT møder den franske racerkører mandag formiddag i Hellerup ved København. Her er Romain Grosjean troppet op i forbindelse med, at danske Saxo Bank præsenterede et nyt personligt sponsorat af ham for resten af året.
Det kører igen for Romain Grosjeans Formel 1-drøm, og han tilhører nu den etablerede gruppe af kørere i feltet, som bliver betalt millioner for at køre i klodens mest eftertragtede racerbiler.
Men en sikker plads blandt stjernerne så slet ikke ud til at blive den spinkle franskmands Formel 1-skæbne, da han røg ud efter at have at kørt hos Renault i sæsonens syv sidste løb i 2009.
Teamet var på det tidspunkt i opløsning på ledelsesgangen, og Romain Grosjean kunne ude på banen slet ikke få fart i raceren og rodede rundt langt tilbage i feltet. Derfor blev han smidt på porten uden løfter om mere Formel 1 fremover.
Den besked knuste hans drøm som racerkører, og i begyndelsen søgte han en fremtid langt fra racerbanen.
»Jeg tog i stedet ud og så på et par forskellige kokkeskoler. Men efter lidt tid begyndte det at kede mig, og jeg blev igen ramt af virusset – motorsporten. Men det var nogle meget svære følelser, jeg havde dengang,« siger Romain Grosjean, der også havde en uddannelse som bankmand at falde tilbage på, hvis han mislykkedes i Formel 1.
Modsat Kevin Magnussen fik Romain Grosjean ikke en tjans som reservekører at holde fast i. I stedet fik den arbejdsløse franskmand tilbud om at køre et par sæsoner i juniorklasserne GP2 og Auto GP, som han vandt.
Der var også en enkelt afstikker til Le Mans, men 24-timersløbet blev ingen succes.
»Hvis du tager mit tilfælde, kom jeg tilbage fra at være helt ude til pludselig at få det hele igen. Men jeg troede helt ærligt tilbage i 2010, at jeg aldrig ville komme tilbage til Formel 1. Men så vandt jeg løb i GP2 nogle måneder efter og vandt også serien. Så det behøver slet ikke være slut for Kevin Magnussen, og det håber jeg heller ikke, at det er for ham, siger Romain Grosjean.
De gode resultater i GP2 gav ham chancen som reserve hos Lotus i 2011, og det blev Romain Grosjeans redning. I 2012 fik han på ny et fast Formel 1-sæde i teamet, og her har han været lige siden.
Egentlig har Romain Grosjean sit på det tørre i Formel 1 og en status i feltet, der i vinterpausen fik ham til at tale sig selv i spil som mulig kandidat hos Ferrari, Red Bull og McLaren i 2016.
Og måske derfor kunne et endegyldigt McLaren- og Formel 1-exit til Kevin Magnussen øge Romain Grosjeans chance for en fremtid som kører hos McLaren fremover.
Ambitionen om at køre hos McLaren ville den 28-årige franskmand ikke til at tale meget om, nu hvor han har tegnet en ny et-årig kontrakt med Lotus og Saxo Bank.
I stedet ville han gerne fortælle, hvorfor Kevin Magnussen i hans øjne hører til i Formel 1.
»Det vil altid være op og ned i dit debutår i Formel 1, og det vil altid være svært at få et nyt sæde i din anden sæson,« begynder Romain Grosjean og fortsætter:
»Kevin Magnussen var på podiet i sit første løb, og det var meget imponerende. Magnussen var også hurtig i kvalifikationerne, selvom han måske havde lidt problemer med at slide på dækkene i begyndelsen. Men det er noget, du lærer. Han opnåede meget fine resultater, så som kører synes jeg, at han fortjener et sæde i Formel 1,« lyder begrundelsen.
Selvom Kevin Magnussen i modsætning til Romain Grosjean stadig er tilknyttet McLaren, kan han eksempelvis ikke køre GP2, fordi han har en Formel 1-sæson bag sig.
Og den 22-årige dansker er fortsat på jagt efter en bil, der giver mening for ham at køre i, mens 2015 bliver til 2016, og der igen bliver ledige sæder at slås om i Formel 1.
Og på trods af at Romain Grosjean er lykkedes med netop den mission, Magnussen nu er på, er franskmanden sparsom med at gøre sig klog på, hvordan Kevin Magnussen skal komme ind i varmen igen.
»Jeg mener ikke, at man kan tale om, at der er en rigtig vej tilbage i Formel 1. Det er en meget kompliceret situation,« siger Romain Grosjean.
»Men man ved aldrig, hvilke muligheder Kevin Magnussen har. Han er stadig hos McLaren som tredjekører, og han har været på podiet, scoret point og havde en rigtig god start på året. Vi ved jo ikke, hvad de har talt om hos McLaren. Måske ved Magnussen allerede, at han kommer tilbage. Men det er ikke til at sige,« forklarer Romain Grosjean.
Kritikere af Kevin Magnussens debutsæson i Formel 1 vil sige, at danskeren lavede for mange fejl. At han smed for mange point væk, fordi han flere gange rodede sig ud i bataljer med konkurrenter og blev straffet af dommerne.
Men ifølge Romain Grosjean er der ikke noget overraskende i, at det gik sådan for den unge dansker. Grosjean fik selv et ry som ’kaospilot’ i feltet i begyndelsen, fordi han gentagende gange kolliderede med de etablerede stjerner.
»I det første år er der bare så meget, du skal lære. Du vil gerne bevise dig selv over for alle andre og vise, hvor stærk du er. Og helt ærligt, hvem har ikke begået fejl i begyndelsen? Det skal jeg være den første til at indrømme, siger Romain Grosjean og griner lidt, inden han så konkluderer:
»Kevin Magnussen greb sin chance, og for mig har han allerede opnået meget fine ting i Formel 1.«