Den 24-årige 'Fissan' fra realityprogrammet 'Kongerne af Rømø' er blevet løsladt klokken 13, oplyser SBS Medias informationschef Jesper Jürgensen til bt.dk.

Fissan, der rigtigt hedder Jesper, blev tidligt i morges anholdt på den landejendom på Rømø, hvor efterårets sæson af realitykonceptet optages i disse dage.

En ung kvinde, som Fissan tog med hjem til huset efter en bytur, har anklaget ham for voldtægt. Produktionsselskabet bekræfter, at der fandt samleje sted mellem Fissan og den unge kvinde.

De øvrige deltagere så på gennem en rude, ligesom det hele også blev optaget på video, da huset er døgnovervåget af 32 kameraer. Deltagerne er også udstyret med mikrofon.

De øvrige deltagere er alle blevet afhørt af politiet, ligesom produktionsselskabet også har stillet videomateriale til rådighed for politiets efterforskere.

- Han er tilbage og ligger og hviler sig i huset nu. Han kom ikke i grundlovsforhør, men blev bare løsladt her kl. 13. Han er stadig sigtet for voldtægten, fortæller Jesper Jürgensen, informationschef ved SBS Media.

Han fortæller også, at både programdeltagerne og filmholdet har en helt anden opfattelse af nattens hændelser end den unge pige, der har politianmeldt Fissan.

- Mig bekendt har hverken deltagerne eller folkene fra produktionsholdet den opfattelse, at der skal være sket en voldtægt. Så det kommer som en overraskelse for dem alle.

- Pigen og hendes veninde blev oven i købet kørt hjem fra huset af vores produktionsfolk. Der gav de ikke udtryk for noget, så vi er virkelig overraskede over det her, sagde Jesper Jürgensen tidliger ei dag.

Da alt er filmet kan han meget præcist fortælle, hvad der skete på Rømø i nat:

Fissan mødte to unge kvinder i byen, og de tog alle tre tilbage til huset ved 2-tiden i nat og festede videre. De var bl.a. i spaen, inden Fissan og den ene pige havde samleje lidt i klokken 3 i nat.

Pigerne forlod huset kl. 3.14 og blev kørt hjem.

Klokken 5.38 banker politiet på og meddeler, at pigen har anmeldt Fissan for voldtægt.

Programmet skal sendes på Kanal 5 til efteråret. Det er en efterfølger til programmet 'Kongerne af Marienlyst', og flere deltagere fra første program, heriblandt Fissan, deltager igen i årets udgave af reality-konceptet.

Serien udspiller sig i år på vadehavsøen Rømø, hvor seerne skal følge otte deltageres vilde sommer.

Vagtchef Henrik Sønderskov ved Syd- og Sønderjyllands Politi vil hverken bekræfte, at Fissan er løsladt eller uddybe, hvad sigtelsen præcis går ud på.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at vi har modtaget en anmeldelse om en voldtægt i nat på Rømø. Den kom 04.03, lyder det fra vagtchefen.