Konferencegæster strømmer til hovedstaden
København er en populær by blandt både feriegæster og konferencedeltagere, viser nye tal.
København er en populær by blandt både feriegæster og konferencedeltagere, viser nye tal.
De første tre måneder af 2012 bød på langt flere turister i København sammenlignet med sidste år. Den danske hovedstad har ikke mindst været populær blandt kongresdeltagere, skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.
Sammenlignet med 2011 var der fra januar til marts i år 12 procent flere overnatninger på københavnske hoteller, viser tal fra Danmarks Statistik. Og det er især udlændinge, der overnatter i København. Mange af dem gør det i forbindelse med, at de er til kongres, fortæller Steen Jakobsen, der er kongreschef i Wonderful Copenhagen.
- København har et godt ry som en effektiv by at holde møder og konferencer i. Byen er sikker, det er nemt at komme hertil, det er nemt at komme rundt, og så har vi nogle gode hoteller og konferencefaciliteter, siger han.
Kongreschefen forklarer, at en relativ stor del af konference- og mødegæsterne har været i Danmark i forbindelse med det danske EU-formandskab, men det er ikke hele forklaringen på den pæne stigning i antallet af konferencer, understreger han:
- EU-formandskabet spiller selvfølgelig ind, men det handler især om, at der er gode konferencevilkår.
Steen Jakobsen vurderer, at den danske hovedstad har kapacitet til at udvikle sig til en endnu større mødeby. - Vi har fået det nye Tivoli Kongrescenter og en række nye hoteller i blandt andet Ørestaden. Vi er godt rustet til at tiltrække endnu flere gæster, siger han.
Fra årets start og frem til nu har Wonderful Copenhagens kongresafdeling vundet værtskabet for 24 kongresser, som samlet vil have 31.480 deltagere og medføre 107.560 overnatninger.
Udover væksten i møde- og konferencegæster, valgte flere almindelige feriegæster også at rejse til København i det første kvartal af 2012. Især flere svenskere lagde vejen forbi. Her er den primære forklaring, at de i dag kan få mere for den svenske krone, som er steget i værdi.