- Ingen ville have bebrejdet mig det, hvis jeg var gået. Men jeg blev for at redde min kone, siger Nils Malmros, der for første gang sætter ord på filmen om konens drab på datteren

De holder stadig sammen. I dag er 69-årige Nils Malmros stadig gift med sin seks år yngre hustru Marianne. Næsten 30 år efter hun i en psykose slog parrets ni måneder gamle datter ihjel. Parret er et levende vidnesbyrd om det der ellers er en af de mest slidte klichéer om kærligheden. Nemlig at den overvinder alt.

Malmros og hans kone ved i dag, at det er sandt, og at det rent faktisk kan lade sig gøre.

Det er den overordnede morale i mesterinstruktørens film ’Sorg og glæde’ om hans egen personlige katastrofe, hvor han lægger hele historien frem.

Fra mødet med Marianne, drabet på datteren, behandlingsdommen og den proces, der førte til i dag, hvor både parret og deres kærlighed har overlevet det værst tænkelige.

Ligesom virkeligheden begynder filmen den vinterdag i februar 1984, hvor Malmros kommer hjem til villaen i Aarhus, hvor han bor med hustruen og deres ni måneder gamle datter Anne.

Da han ser, at der ikke er lys i køkkenvinduet, ved han, at der er noget ’gruelig galt’, som han siger til BT i dag. Katastrofen har ramt filminstruktøren og hans familie, og indenfor sidder svigerforældrene og aner ikke, hvordan de skal få det sagt.

Malmros’ kone, der ellers er indlagt på Risskov Hospital for en endogen depression, er hjemme på weekend-orlov og har i et psykotisk anfald dræbt parrets datter ved at skære hende i halsen med en køkkenkniv, mens hendes mand har været ude at holde foredrag.

Psykotisk og ikke skyldig

Da Malmros kommer ind i stuen, falder hun sammen på gulvet i et hysterisk anfald og får sagt, hvad der er sket.

Nils Malmros reagerer først med vantro, men i det øjeblik, hvor de fleste menneskers verden ville bryde sammen, tager han en beslutning.

- Jeg ville redde min kone, siger Nils Malmros næsten 30 år efter til BT.

- Selvom jeg havde læst medicin i 20 år dengang, var jeg ikke nået til psykiatrien, men jeg havde en vis viden om psykiske lidelser, og jeg havde en klar fornemmelse af, at en psykotisk person ikke er skyldig. Derfor vidste jeg, at min kone ikke var skyldig.

Hendes kærlighed til ham

- Og min kone følte også sådan sidenhen. Både lægerne og jeg blev også ved med at understrege det overfor hende. Så hun havde selv en bevidsthed om, at hun ikke var skyldig. Og jeg er ikke sikker på, at vi var blevet sammen, hvis hun havde været plaget af skyldfølelse. Hendes tro på det er afgørende, men det er også afgørende, at jeg ikke gik min vej. Hvis jeg havde svigtet hende, var der ikke kommet noget menneske ud af hende. Det tror jeg ikke, siger Nils Malmros i dag.

På et tidspunkt siger Helle Fagralid, der spiller din kone i filmen, at du har reddet hendes liv?

- Ja, det er det mest centrale i filmen. Hun siger: Du har reddet mit liv, og selvom det gør ondt, og jeg aldrig nogensinde skal se den film, så er det min gave til dig, at du skal lave den film og færdiggøre dit værk. Så det er en kærlighedshistorie, og det handler om, at kærligheden overvinder alt. Men det er ikke kun min kærlighed til hende. Det er altså også hendes kærlighed til mig.

- Det øjeblik, katastrofen skete, havde jeg kun én tanke i hovedet. Jeg tog skyklapper på og sagde til mig selv: Det her handler om at redde Mariannes liv.

Men hvordan kan du reagere så klart i den situation?

- Dét, at min svigermor går i total affekt og ligger ned og hyler og skriger, gør, at ’han’ bliver kold og føler, at det er ’ham’, der skal holde det hele oppe, siger Nils Malmros, der stadig i dag forsøger at holde katastrofen ud i strakt arm ved at omtale sig selv i tredje person.

Tænkte du, at det var dig, der skulle være stærk, da du stod dér?

- Ja, fuldstændig. Og kold er måske det forkerte ord. For ’han’ er jo også rystet. Men jeg vidste jo, allerede før jeg kom ind ad døren, at det var galt. At der var sket en katastrofe. Om det var Marianne eller Anne eller dem begge to... Det vidste jeg ikke. Så da ’han’ kommer ind i stuen, ved ’han’ godt, at der kræves noget særligt af ’ham’. Men helt kold er ’han’ ikke. ’Han’ er rystet…

Nils Malmros må holde en pause.

Det er 30 år siden, men lige under huden og bag hans øjne står billederne fra den værst tænkelige scene i hans eget liv fuldstændig klart.

- Undskyld, nu får jeg en klump i halsen, siger han og kigger frem for sig med vand i øjnene.

- Han spiller det jo fantastisk, Jacob Cedergreen, siger Malmros og retter blikket mod i dag.

Er din film en præcis gengivelse af det, der skete?

- Ja, langt hen ad vejen. Der er ændret lidt i tid, og enkelte andre kunstgreb, men ellers er det det, der skete.

Har I talt sammen siden om skyld, og hvor den ligger?

- Kun meget lidt. I respekt har hun også lov at have sine hemmeligheder. Det kan lyde forkert, men det synes jeg ikke, det er.

Går ikke krumbøjet rundt

Mener du selv, at du har en skyld i jeres datters tragiske endeligt?

- Det er ikke en skyld, der gør, at jeg går krumbøjet rundt. Men jeg insisterede på at realisere mit liv, det kunne jeg fastholde i forhold til min kone. Men at det var Anne, der skulle betale prisen, dér har jeg et problem.

Op til katastrofen var din hustru jaloux på både din karriere og din kvindelige hovedperson i ’Skønheden og udyret’, som du lige havde lavet?

- Min kone var jo jaloux på alt. Også en ukendt ’Dorthe’, der skrev et brev til mig. Men det er forståeligt, at hun havde det sådan. Men en instruktør skal gerne have en flirt kørende med sin hovedperson, hvis han skal gøre sig håb om at publikum skal føle noget.

Tror du, at jalousien er med til at fremkalde hendes sygdom?

- Nej, sygdommen har hun i forvejen. Men fordi hun har anlæg for den, så er hun mere sårbar, og det burde jeg måske have taget mere hensyn til, fordi jeg vidste, at der skulle meget lidt til. Men skal jeg så holde op med at lave film? Det kan jeg jo ikke.

Nærtagende og usikker

Nils Malmros tænker sig om i lang tid, som han har gjort mange gange undervejs.

- Det interessante er, at Mariannes nærtagenhed og usikkerheden overfor mig forsvinder, efter hun kommer tilbage. Sikkert fordi hun blev beroliget ved, at jeg engagerede mig så kraftigt i, at hun skulle blive et helt menneske igen. Hun følte sig sikker og erkendte, at hun var så dyrebar, at jeg ville kæmpe for hende, for ingen ville have bebrejdet mig, hvis jeg var gået.

Og hvorfor gjorde du ikke det?

- Af to grunde. Fordi jeg blev fanget i mit eget projekt, der gik ud på, at jeg ville kæmpe for at gøre hende til et helt menneske. Men også fordi jeg bliver mere og mere bevidst om, at jeg elsker hende. Min tvivl bliver stadig mindre gennem de næste 26 år. Og hvor andre mennesker slider hinanden op, så er vores kærlighed blevet stærkere. Man kan sige, at kærligheden overlevede, men tragedien, den kan vi aldrig gøre om.

Marianne Tromholt fik en behandlingsdom i 1984, fordi hun var psykotisk i gerningsøjeblikket. Halvandet år efter var hun tilbage i jobbet som skolelærer i Aarhus.