Rasmus Brænder blev alenefar til fire børn mellem nul og otte år, da konen Louise døde af brystkræft. En situation de fleste ville knække af, men Rasmus blev det vejen til at blive en bedre version af sig selv.
Plastikposerne tømmes én efter én ud på gulvet. Ud vælter det med trøjer, tørklæder, kjoler og bukser. Seksårige Nanna og fireårige Amalie kaster sig over det, mens deres brødre Tristan og Cornelius ser med fra sidelinjen. De klæder sig ud, griner, pjatter, skifter til noget andet og lugter til stoffet. Indimellem skal Nanna lige over til far i sofaen og have et knus. Tøjet er deres mors, Louises. Hun døde et år tidligere og efterlod deres far med fire børn i alderen nul til otte år. Og med plastikposer fyldt med tøj, der stadig dufter af Louise.
Log ind på BT PLUS og læs hvordan Rasmus Brænders liv vendte 180 grader, da hans kone døde af brystkræft og han stod alene med fire børn.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Rasmus Brænder blev alenefar til fire børn mellem nul og otte år, da konen Louise døde af brystkræft. En situation de fleste ville knække af, men Rasmus blev det vejen til at blive en bedre version af sig selv
Plastikposerne tømmes én efter én ud på gulvet. Ud vælter det med trøjer, tørklæder, kjoler og bukser. Seksårige Nanna og fireårige Amalie kaster sig over det, mens deres brødre Tristan og Cornelius ser med fra sidelinjen. De klæder sig ud, griner, pjatter, skifter til noget andet og lugter til stoffet. Indimellem skal Nanna lige over til far i sofaen og have et knus. Tøjet er deres mors, Louises. Hun døde et år tidligere og efterlod deres far med fire børn i alderen nul til otte år. Og med plastikposer fyldt med tøj, der stadig dufter af Louise.
Far kan godt
Rasmus Brænder tager imod i et parcelhus i et nybygget kvarter uden for Holbæk. Huset er ryddeligt, selv om der er tegn på børn i hver en krog. Han laver nescafé og hiver en karton mælk ud af et velassorteret køleskab. Her er styr på det.
»Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg godt selv kunne tage mig af mine børn, da Louise døde. Selvfølgelig kunne jeg det,« fortæller han, da han kommer hen til spisebordet igen.
Louise fødte Cornelius i april 2013, men hendes ene bryst opførte sig ikke helt, som det skulle. Både læge, jordemor og sundhedsplejerske var sikre på, at det var mælkekirtlerne, der drillede. Men i juni måned, da Cornelius var to måneder og i fuld vigør, var Louises ene bryst hævet til dobbelt størrelse. Hun havde kræft.
»Først troede jeg ikke på det. Jeg var uforstående. Man dør jo af kræft, og Louise var jo alt for ung til at dø. Vi blev i hvert fald hurtigt enige om, at det skulle vi bare igennem, og når vi var kommet godt ud på den anden side, ville vi begynde at hjælpe andre i samme situation,« siger Rasmus med et overskud, som han har holdt fast i, også selvom Louise ikke er der mere.
Louise har det godt de følgende måneder, og selv om hun er i kemoterapi, kan hun passe sin familie sammen med Rasmus, som har fået orlov fra sit arbejde i en butik.
»Hun havde det godt, og man kunne ikke mærke på hende, at hun var syg. Hun havde bare brug for at sove, så hun gik tidligt i seng om aftenen. Når børnene og Louise sov, sad jeg i stuen og græd af frygt for at blive forladt. Det var så tomt og ensomt i den stue,« fortæller Rasmus.
Far er bange
Rasmus var mest af alt bange. Ikke for at skulle stå alene med fire børn, men for at blive forladt af den, han havde elsket, siden han mødte Louise en torsdag aften på et diskotek mange år før og fire børn tidligere.
»Vi talte meget med en psykolog. Hun hjalp os og gav os redskaber. Jeg skulle lære, hvorfor jeg var så bange for at blive forladt af Louise, og vi skulle begge lære, hvordan vi skulle gebærde os i forhold til børnene,« husker Rasmus.
Allerede en måned efter, Louise var blevet syg, valgte parret at lægge kortene på spisebordet i forhold til mors sygdom.
»Vi sagde direkte til dem, at mor er syg i sit ene bryst, og vi risikerer, at hun dør af det. De var selvfølgelig meget kede af det og stillede en masse spørgsmål. Jeg syntes, tiden derefter blev meget praktisk. Jeg tog dagene, som de kom, og både Louise og jeg snakkede og tudede efter behov. Men for det meste prøvede vi at lade være med at tænke over det, hvis det ikke lige fyldte. Kræften måtte ikke overtage vores liv.«
Da julen nærmer sig, får Rasmus og Louise den frygtede besked. Der er ikke mere at gøre. Kræften har spredt sig til hjernen, og selv om lægerne vil prøve med intensiv strålebehandling, er det ikke sikkert, at det vil hjælpe. I februar når Louise tre strålebehandlinger tre dage i træk, men den fjerde dag er hun så udmattet, at Rasmus ringer efter en ambulance. Kort efter hun når frem til Holbæk Sygehus, må Rasmus og Louises mor sige farvel for sidste gang. Louise er død 35 år gammel, og Rasmus’ største frygt er blevet til virkelighed.
Nemme børn
I dag har han samme udfordringer som alle andre forældre til små børn. Selv om de første 14 dage efter Louises død var hårde for hele familien, var børnene skånsomme over for deres far, da den største sorg havde lagt sig.
»Jo, fire børn er sgu da en håndfuld, og indimellem har jeg råbt ad dem uden grund, når jeg blev rigtig presset, men børnene blev faktisk lettere at have med at gøre. De forstod godt situationens alvor, og at de var nødt til at indordne sig. De blev også rigtig gode til at hjælpe mig og hjælpe hinanden. Jeg har fået meget nemme børn af det her,« siger han taknemmeligt.
»Jeg har aldrig set det som et problem, at jeg var enlig far til fire børn. Det eneste var, at Louise ikke var hos mig mere. Og i dag er sorgen efter Louise ikke så altoverskyggende mere. Det er mere hverdagsproblemer,« siger Rasmus med et smil og kigger over mod køkkenet, hvor der nok hersker orden, men huskesedler, skoleskemaer og indkøbssedler taler deres tydelige sprog.
»Jeg kan godt have svært ved at tage en beslutning. Alene at finde ud af, hvad vi skal have til aftensmad, hold kæft, det kan være svært. Indimellem får jeg heller ikke altid selv noget at spise, men mine børn skal jeg nok sørge for.«
Men det er ikke nok at sørge for, at de får mad. De skal også have kærlighed og tryghed, og det er Rasmus helt på det rene med, at han er den, der giver dem.
»Selvfølgeligt savner de deres mor. Især hvis jeg bliver sur og skælder dem ud, så er det i hendes retning, de flygter. Så siger de, at de savner mor, og så falder jeg altid helt ned. Jeg forstår dem jo godt, og så snakker vi om mor. At hun var god til at lege kildeleg, eller at hun aldrig kunne finde sine nøgler,« smiler han.
Faste rammer
At han er blevet alene har helt sikkert ændret ham som far.
»Før Louise døde,skældte jeg aldrig ud. Nu er jeg mere firkantet. Vi kan godt tale om, at vi savner mor, men vi diskuterer ikke, om man selv skal bære sin tallerken ud, når man har spist. Jeg er vist blevet meget firkantet, men det er jeg nødt til for at overleve,« siger han ærligt.
»For eksempel er der kommet sådan en bog om at få små børn til at sove. Det fatter jeg slet ikke. Hos mig diskuterer man ikke, om man skal sove. Jeg ved godt, det er helt forkert, men om aftenen får børnene hver deres Ipad med i seng, og så kommer jeg en halv time senere og tager iPaden og siger godnat. Måske er det ikke den rigtige metode, men jeg har så meget brug for den halve time for mig selv.«
Rasmus har – mod alle odds for en enlig far med hænderne fulde af små børn og hjertet fuldt af sorg – fået en kæreste. For allerede tidligere i år mødte han Pia ’lige her i Holbæk’, som han siger.
»Vi præsentererede hende for børnene som en ven, og allerede da hun havde besøgt os et par gange, spurgte børnene: ’Hvorfor bliver I to ikke bare kærester’,« siger Rasmus og smiler.
»Louise sagde til mig, inden hun døde, at hun håbede, jeg fandt en anden. Jeg er ikke i tvivl om, at hun mente det. Men et par måneder efter hun var død, begyndte jeg at føle mig glad igen. Jeg fik overskuddet til at flirte, og jeg var ikke til at skyde igennem, fordi jeg havde overlevet alt det her. Der er selvfølgelig stadig nedture, men de gode perioder er bare blevet længere og længere siden da,« forklarer han.
Han kan godt se, at Pia er rykket ind i en stor pakke af sorg og følelser samt en travl hverdag, men hun har også fået en bedre version af Rasmus, mener han.
»Jeg har udviklet mig helt vildt, siden Louise døde. Det var i virkeligheden psykologen, der satte det hele i gang. Hun sagde alle de rigtige ting, og hun lyttede, mens jeg talte,« siger Rasmus, som både gik hos psykologen, før og efter Louise døde.
Men med rollen som enlig far har han også det seneste år bevist mere over for sig selv, end andre mænd får lov til på et helt liv.
»Jeg hviler mere i mig selv, og jeg tror mere på mig selv. Jeg er blevet god til at skubbe de mennesker fra mig, som ikke giver mig noget, og rumme de mennesker, jeg kan bruge.«
Lidt aflastning har Rasmus fået, for hans mor kommer hver torsdag og hjælper med børn, rengøring og madlavning.
Den største omvæltning i hverdagen er dog, at Rasmus er begyndt at læse på universitet. Inden Louise døde, drømte han om at droppe butiksjobbet og læse i stedet for. Men hver gang parret regnede på det, kunne de ikke få tallene til at gå op, så det blev aldrig til noget. I dag er han studerende på humanistisk basisuddannelse på RUC, for tiden som alenefar har især lært ham én ting: Alt kan og skal lade sig gøre.