Ifølge Nordjyllands Politi forsøgte den 74-årige hustru, der sad i bilen, at få sin mand til at stoppe, da han pludselig begyndte at sætte farten op og køre op mod 150 km/t.
- Hun råber og skriger af ham, at han skal sætte hastigheden ned, men han reagerer slet ikke. Hun kan ikke få kontakt med ham, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.
Politiets teori er, at den 75-årige mand, som påkørte bilen, fik en form for et ildebefindende, der fik ham til at miste kontrollen over bilen og 'tabe' foden på speederen. Den 75-årige er kendt hjertepatient, og politiet formoder, at der derfor kan være sket noget med hjertet.
- Han har formentligt trådt speederen i bund pga. et ildebefindende, siger vagtchef Aage Pedersen.
Politiet har endnu ikke haft mulighed for at snakke med den 75-årige mand.
Det ældre ægtepar, som kolliderede med familiebilen, var kommet ind på landevejen fra Sindal mod Hjørring-rundkørslen i en Citroën C4 af nyere dato. Vidner har fortalt politiet, at bilen på det tidspunkt kørte omkring 65 km/t. Men kort tid efter accelererede bilen voldsomt til et godt stykke over 100 km/t - måske endda 150 km/t. Bilen kørte over for rødt lys ved motorvejen og fortsatte ned mod rundkørslen, hvor den kolliderede med bilen, hvori de fem familiemedlemmer sad.