Et anerkendt britisk magasin har kåret de 10 bedste koncertsale i verden i det nye årtusinde, og DRs Koncerthus er blandt de udvalgte.

Magasinet Gramophone, der har skrevet om klassisk musik siden 1923, har sammensat en jury bestående af musikredaktør på tyske Die Welt, Manuel Brug, chefredaktøren for bladet World Architecture News, Michael Hammond, kulturkritiker Philip Kennicott fra The Washington Post, operakorrespondent Adrian Mourby samt Geoffey Norris, der anmelder for Gramophone og The Daily Telegraph,

Og de mener altså, at Kocerthuset er helt fremme blandt de allerbedste. Det fremgår dog ikke af kåringen, hvilken placering de forskellige koncerthuse får. Blot at de er blandt verdens 10 bedste.

Juryen er opmærksom på, at lyden i Koncerthuset fik drøje hug i starten, men det var mere et spørgsmål om, at DR Symfoniorkestret ikke havde vænnet sig til at spille der, mener den.

- I dag lyder Koncertsalen klar og livlig, men kontroverser består: Koncerthusets placering uden for centrum og de ublu omkostninger ved byggeriet har haft konsekvenser for hele Danmarks musik- og medieverden. De bliver nu hurtigt glemt, når man ser dristigheden og vidunderligheden ved arkitekten Jean Nouvels interiør, lyder det ifølge dr.dk i juryens begrundelse for at hædre Koncerthuset.

The Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, Parco della Musica i Rom, Operahuset i Oslo, Esplanade i Singapore, Elbphilharmonie i Hamborg, Harpa Reykjavik, New World Center i Florida, Musiikitalo i Helsinki og The Sage Gateshead i Gateshead i England er også kommet på Gramophones »The Greatest Halls of The New Millennium«.