Kommunerne svigter landets udsatte unge, når de skal gå fra anbringelse og ind i voksenlivet. Det konkluderer en ny rapport fra Socialpædagogernes Landsforbund.
Ifølge Information svarer hele 44 procent af de 242 adspurgte opholdssteder og døgninstitutioner, at kommunen i »ingen« eller »i nogle tilfælde« har tilbudt en lovpligtig handlingsplan til den unge, et halvt år inden han eller hun bliver 18 år.
Dermed bryder kommunerne loven, påpeger Turf Böcker Jakobsen, der forsker i forhold for anbragte børn på SFI.
- Hvis ikke kommunerne afholder samtalen med den unge og får lavet handlingsplanen, inden han eller hun er fyldt 18, så bryder de loven. Det er rigtig problematisk for den anbragte unge, fordi man ender med at svigte den unge med fare for helt at tabe ham eller hende, hvis efterværnet ikke bliver iværksat, siger han.
Samtidig viser undersøgelsen, at op imod en tredjedel ikke får tilbudt den såkaldte efterværnsordning, som skal sikre, at den unge ikke falder igennem systemet, når han eller hun skal stå på egne ben.
Rapporten er endnu et eksempel på kommunernes efterladenhed på anbringelsesområdet, lyder det fra advokat Gry Rambusch, der har specialiseret sig inden for det sociale felt.
- Kommunerne har utrolig svært ved at overholde servicelovens paragraffer, og det her er desværre endnu et eksempel.
BNB